Fine løfter skal udmunde i handling

Dagens Byggeri har bedt en række fremtrædende aktører om at gøre nytårsstatus for byggebranchen. I dag svarer adm. direktør Niels Jørgen Hansen, Tekniq.
Niels Jørgen Hansen er administrerende direktør i Tekniq.
Niels Jørgen Hansen er administrerende direktør i Tekniq.

Dagens Byggeri (DB): Hvad er dit generelle indtryk af byggeriet gennem 2016?

Niels Jørgen Hansen (NJH): Hvis vi kigger på installationsbranchen, kan vi se tilbage på et år, der bød på et pænt aktivitetsniveau. Samtidig har vi i takt med, at installationerne kommer til at fylde mere og mere i byggeriet, oplevet en stadig større anerkendelse af installatørernes betydning for den samlede byggeproces.

Selv om der er tegn på økonomisk bedring, så viste 2016 også, at vi i høj grad befinder os i en meget konkurrencepræget branche, hvor der er behov for at øge produktiviteten over en bred kam. Det har vi stort fokus på i Tekniq og har blandt andet i efteråret holdt en konference sammen med Dansk El-Forbund om fremtidens byggeplads.

DB: Var der specifikke hændelser, gode eller dårlige, der fik særlig betydning?

NJH: Der er ingen tvivl om, at regeringsskiftet fik og får stor betydning for branchen.

Når det for eksempel gælder energipolitikken og den grønne omstilling, har vi været igennem en omskiftelig tid, og det er nu afgørende både for byggebranchen som helhed og for installatørerne, at der kommer rene linjer. Kun på den måde får vore medlemsvirksomheders kunder muligheder for at agere og på den måde sætte gang i nye opgaver, som kommer hele branchen til gode.

Trepartsforhandlingerne var en anden begivenhed, der satte sit tydelige præg på 2016. Det lykkedes at få en aftale på plads, og selv om det ikke var alle elementer i aftalen, der blev, som vi ønskede det, var det et vigtigt skridt på vejen til at sikre, at vi fortsat har dygtige faglærte i installationsbranchen.

DB: Hvilke udfordringer og forventninger har du til 2017 og årene fremover?

NJH: Vi er i fuld fart på vej ind i det, som nogen kalder den fjerde industrielle revolution eller industri 4.0. Digitalisering, droner, sensorer, Internet of Things ændrer vores måde at drive virksomhed på, og giver helt nye muligheder og udfordringer. Derfor vil vi som led i vores øvrige produktivitetsinitiativer i 2017 i samarbejde med forbundene kortlægge de nye teknologier og deres betydning for branchen.

Vi vil også fortsat arbejde intensivt for at sikre, at branchen har adgang til tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft. Heldigvis ligger installationsbranchen i helt top, når det gælder om at uddanne nye lærlinge.

Forventningen til 2017 er en fortsat – omend relativt beskeden – vækst i branchen. Samtidig vil vi arbejde for, at installatørernes rolle i byggeprocessen styrkes yderligere. Det er baggrunden for en større brandingkampagne, som vi søsætter i midten af 2017.

Vi vil også arbejde for at styrke energieffektiviseringen og den grønne omstilling, og vi vil holde politikerne op på deres løfter, så de gode intentioner veksles til konkret handling.

Den store opgave i 2017 bliver at få skabt et solidt grundlag for vækst i de kommende år. Der skal fokus på at øge arbejdsstyrken, forbedre kvalifikationerne og øge produktiviteten. Ellers risikerer Danmark at blive sejlet agterud.

Relateret indhold