Film sætter fokus på arbejdsmiljø og kvalitet

Fem nye film fra Træsektionen i Dansk Byggeri tager fat om vigtige emner, der både skal være en hjælp i hverdagen og sende et signal til omverdenen.
En af de fem videoer omhandler faldsikring.
En af de fem videoer omhandler faldsikring.

Træsektionen under Dansk Byggeri vil ved hjælp af video sætte fokus på, hvordan man bedst muligt får styr på både på arbejdsmiljø og kvalitet. Det eneste man skal gøre, er at gå ind på træsektionen.dk og så klikke på den film, man gerne vil se.

I alt er der tale om fem nye film, der handler om henholdsvis krav til lufttæthed, faldsikring, asbest og om hjælpemidler til at montere vinduer, mens filmen om tolerancer sætter fokus på, hvordan de mindste fejl, nemt kan blive en dyr omgang.

– Video er en god måde at kommunikere vores budskaber ud på, fordi det kort sagt kun kræver et klik og et par minutter at få serveret budskaberne. Her behøver man ikke læse lange tekster med lovgivningsstof, men skal i stedet blot læne sig tilbage og lade sig inspirere, siger konsulent i Dansk Byggeri Margrethe Petri Godtkjær i en pressemeddelelse og uddyber:

– Filmene henvender sig selvfølgelig mest til tømrerne, mens filmen om asbest har en bredere målgruppe. Her har Træsektionen ønsket at fortælle, at tømrevirksomhederne også kan hjælpe, når foreksempel de asbestholdige tagplader skal udskiftes.

Sender signal

Filmen om tolerancer henviser desuden til tolerancer.dk, som med overskriften “Hvor går grænsen” netop skal hjælpe branchen med at sikre, at udfaldskrav for ét fag stemmer overens med indfaldskrav for de efterfølgende fag.

De fem film er tænkt som et signal om, at Træsektionen sætter både arbejdsmiljø og kvalitet i højsædet.

– Derfor håber jeg, at mange vil gå ind på træsektionen.dk, hvor der derudover også ligger andre film og publikationer til inspiration, siger Margrethe Petri Godtkjær.

Relateret indhold