FB Gruppen gør klar til usikkert marked: Skal være endnu skarpere i valg af projekter

Resultatet for 2022 var selskabets bedste nogensinde, men nye politiske udspil til eksempelvis klima- og afkastkrav vil betyde en forringet avance til udviklerne fremover, vurderer FB Gruppens adm. direktør.
Med øgede byggeomkostninger som følge af klimakrav til materialer, renteuro og risiko for kortsigtede politiske udspil forbereder FB Gruppen sig på en periode med et usikkert boligmarked og pres på indtjeningen, fortæller adm. direktør Hans-Bo Hyldig.
Med øgede byggeomkostninger som følge af klimakrav til materialer, renteuro og risiko for kortsigtede politiske udspil forbereder FB Gruppen sig på en periode med et usikkert boligmarked og pres på indtjeningen, fortæller adm. direktør Hans-Bo Hyldig.

I sidste uge offentliggjorde FB Gruppen regnskabet for 2022, som bød på selskabets bedste resultat nogensinde:

548 mio. kroner mod 406 mio. kroner året før.

Omsætningen lød på 2,3 mia. kroner mod ca. 800 mio. kroner i 2021 og ca. 1,5 mia. kroner i 2020.

Derudover er egenkapitalen vokset til 1,6 mia. kroner mod 1,1 mia. kroner sidste år.

Læs også: FB Gruppen ansætter byggeridirektør – og vil en grøn hylde op

Ifølge selskabets ledelse skyldes det gode resultat dels investeringer på gunstige tidspunkter for flere år siden i grunde, der nu er realiseret med færdige byggerier, samt periodisering af salg af færdiggjorte projekter og projekter opført i egen regning. Desuden bidrager den større andel af egne lejemål også positivt til resultatet.

Kvaliteten bliver der ikke slækket på

Gennem en længere periode har byggebranchen konstateret kraftigt stigende omkostninger til både materialer, energi og renter.

Det har man også kunnet mærke hos FB Gruppen, hvor blandt andet udgifter til vareforbrug er steget til 1,7 mia. kroner i 2022 fra 502 mio. kr. i 2021.

Gennem de seneste år har projektudviklerkoncernen FB Gruppen i gennemsnit afleveret 900 boliger om året. Her ses Grønttorvet i Valby, der indeholder 3.000 boliger, og som færdiggøres i 2023.
Gennem de seneste år har projektudviklerkoncernen FB Gruppen i gennemsnit afleveret 900 boliger om året. Her ses Grønttorvet i Valby, der indeholder 3.000 boliger, og som færdiggøres i 2023.

Ifølge adm. direktør Hans-Bo Hyldig vil disse omkostninger påvirke resultatet for mange aktører i de kommende år:

– Ud over de omkostningsstigninger, som de fleste forbrugere og virksomheder har mærket det seneste år, vil nye politiske udspil til eksempelvis klima- og afkastkrav gøre, at avancen til udviklere som os forringes markant, siger han og fortsætter:

– De øgede klimakrav er vi helt klart parate til at imødekomme og yde vores bidrag til. Men sammenholdt med de øvrige faktorer, der presser vores indtjening, betyder det blot, at vi fremadrettet skal være endnu mere selektive med hvilke projekter, vi kan gå ind i for at gennemføre dem med tilfredsstillende resultat. For kvaliteten af vores byggerier vil vi under ingen omstændigheder slække på, fastslår direktøren.

FB Gruppen er gået ind i 2023 med en pipeline på 270.000 m2, hvoraf 45 % er disponeret, og koncernen forventer også i 2023 at færdiggøre 900 boligenheder, hvilket er på niveau med 2022.

Klimaambitioner er skruet op

Mens selskabet fortsætter den helhedsorienterede tilgang til selve byggeprojekterne, er koncernen i det forgangne år gået aktivt ind i en række tiltag, der skal udvikle og forbedre boligbyggeriet i Danmark.

Birken, Bøgen og Kanstanje Rækkerne er nogle af de projekter, som FB Gruppen er påbegyndt i Søkvarteret i bydelen Nærheden i Høje-Tåstrup Kommune, hvor projektudvikleren er i gang med opførelse af 1.800 boliger.
Birken, Bøgen og Kanstanje Rækkerne er nogle af de projekter, som FB Gruppen er påbegyndt i Søkvarteret i bydelen Nærheden i Høje-Tåstrup Kommune, hvor projektudvikleren er i gang med opførelse af 1.800 boliger.

Et af initiativerne er etablering af Udviklingsselskabet for Billige Boliger P/S, der er stiftet sammen med Fonden for Billige Boliger. Selskabet har til formål at fremme udvikling og opførelse af betalbare boliger, eksempelvis som nye andelsboliger.

Ud over et værdibaseret fokus på blandede boformer og sociale fællesskaber har FB Gruppen samtidig skruet op for klimaambitionerne og bidrager på forskellig vis til indsatser for øget bæredygtighed i byggeriet. Det er blandt andet med egne DGNB-certificerede byggerier samt involvering i forskellige udviklingsprojekter.

– Når de nødvendige CO2-reduktioner skal nås, skal byggeriet styrke samarbejdet på tværs og hele tiden udfordre måden, vi tænker byggeri, materialer og værdikæde på, siger Hans-Bo Hyldig, som selv er aktiv i blandt andet Byplanlaboratoriet og Byggesocietetet, hvor innovation, bæredygtig byudvikling og FN’s Verdensmål er hyppige emner til debat.

Muligt hele tiden at forbedre CO2-indsatser

I sidste uges offentliggjorte årsregnskab for 2022 kan FB Gruppen selv afrapportere helt nye ESG-tal, der støtter op om de nationale og internationale klimamål:

– Med 2022-regnskabet kan vi offentliggøre et CO2-aftryk på 8,84 kg/m2, og der projekteres p.t. på nybyggeri med et CO2-aftryk på under 7 kg/m2. Teknologi, materialer og arbejdsprocesser gør det muligt hele tiden at forbedre indsatser og resultater. Og det har vi alle en forpligtelse til at bidrage positivt til, understreger Hans-Bo Hyldig.

Relateret indhold