Få bedre styr på EU

Meltwater har lanceret en ny service, som kan holde danske virksomheder orienteret om blandt andet EU-udbud eller de nyeste EU-lovgivninger.
Hvis man som virksomhed drømmer om at slå igennem i Europa, for eksempel inden for byggebranchen, kan det måske virke uoverskueligt med de mange regler - og hvor finder man lige de relevante udbud? Det vil virksomheden Meltwater gerne gøre noget ved. Illustration: Colourbox.
Hvis man som virksomhed drømmer om at slå igennem i Europa, for eksempel inden for byggebranchen, kan det måske virke uoverskueligt med de mange regler - og hvor finder man lige de relevante udbud? Det vil virksomheden Meltwater gerne gøre noget ved. Illustration: Colourbox.

Hvis man som dansk virksomhed sidder med en ambition om at gøre sig på det europæiske marked, kan ting som toldregler, persondatalov og EU-udbud være svære at danne sig et overblik over. For med op mod 90.000 siders daglig publicering fra EU, herunder pressemeddelelser, nyheder og undersøgelser er det noget, der kræver ressourcer at holde styr på. Og det er helt essentielt, hvis de danske eksportambitioner skal indfris.

Det skriver medievirksomheden Meltwater i en pressemeddelelse. Her oplever man, at det er en udfordring for mange danske virksomheder og organisationer at afsætte nok ressourcer til holde sig opdateret på nyheder fra EU.

– Der kommer dagligt en stor mængde data fra EU i form af for eksempel pressemeddelelser, mødereferater, udbud og undersøgelser. Det betyder, at det kræver mange ressourcer at holde sig opdateret og identificere den forretningskritiske information for den enkelte virksomhed. Vi oplever derfor, at vores kunder efterspørger hjælp til at identificere relevant information fra EU, siger Christian Pedersen, administrerende direktør hos Meltwater Danmark.

Flere platforme

Meltwater har derfor udviklet en service, der overvåger EU-dokumenter – i alt 56 enheder, som tæller alt fra EU-kommissionen, EU-ombudsmanden og Europa-Parlamentet. Dermed kan danske virksomheder skabe sig et overblik over forretningskritiske nyheder, lovgivning og udbud på samme måde, som de får nyheder fra redaktionelle og sociale medier. Overvågningen kan tilpasses den enkelte virksomhed, og målet er klart:

– Vi vil hjælpe danske virksomheder med nemt og hurtigt at holde sig opdateret på informationsstrømmen fra EU, så de opnår et bedre beslutningsgrundlag og mulighed for at reagere på nye lovgivninger og udbud i tide, siger Christian Pedersen og fortsætter:

– Det hele foregår i realtid, således at virksomhederne får besked om relevante EU-nyheder med det samme via en notifikation på deres telefon eller computer. Overvågningen kan samtidig integreres med virksomhedens overvågning af medier og sociale medier, så alt information samles på ét sted. Med andre ord tilbyder vi en udvidet platform, hvor virksomheden får al den eksterne viden, de har brug for.

Relateret indhold