Vejen til partnerskabet
- EWII var en af tre partnerskabsvirksomheder i acceleratorprogrammet Urbantech, som fandt sted i efteråret 2019.
- Rysta var en af 10 deltagende startups.
- Programmet var støttet af Realdania og Industriens Fond, mens det blev faciliteres af Rainmaking i samarbejde med Bloxhub, Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Amazon Web Services.
- De 10 deltagere præsenterede deres teknologi og produkter for alle involverede parter i Urbantech.
- Egentlig var EWII og Rysta ikke udset til at være partnere. Det endte de alligevel med at blive.
Teknologi rykker taktfast ind i de danske hjem og husholdninger. Nu kan endnu en være på vej i Trekantområdet, hvor Ewii har indledt et samarbejde med den tyske teknologivirksomhed Rysta, der har udviklet en sensor, som måler fugtighed og forekomst af skimmelsvamp.
– Vores nøgleområder er forsyning af el, vand og varme, der er basisfornødenheder i et hjem. Her passer optimering af indeklima og kontrol med skimmelsvamp godt ind. Monitorering af indeklimaet i et hus giver os mulighed for at tilbyde vores kunder noget ekstra, siger administrerende direktør i Ewii Lars Bonderup Bjørn om årsagen til samarbejdet.
Han forklarer, at mange kunder tager el, vand og varme for givet. Det er først, hvis det svigter, at fornødenhederne skænkes en tanke. Derfor er det interessant at gå et skridt videre og tilbyde noget, som kunderne ikke tager for givet.
Mere internet i danske hjem
Den knap fire år gamle tyske teknologivirksomhed Rysta har udset monitorering og dataindsamling som et lovende forretningsområde, at brugen af data er en støt stigende trend i takt med nye teknologiers tilkomst. Gennem samarbejdet med Ewii er det håbet, at døren står på klem ind til danske husholdninger.
– Det passer godt med timingen, udviklingen af produktet og markedsføringen. Vi ønsker at være på forkant med Internet of Things i bygninger og hjem. Ewii har en masse data fra kunder, som vi kan analysere og bruge til nye fordele for kunderne, forklarer Julia Gebert, der er CEO hos Rysta.
Data bedre end gætteri
Med datadrevne informationer vil det eksempelvis være nemmere at vide, hvor meget og hvor længe man skal lufte ud i en bolig.
– I dag gætter vi jo egentlig bare, hvornår vi har luftet nok ud. Vi vil erstatte gætteriet med data og målinger, siger Julia Gebert.
Rystas skimmelsensor, selve måleinstrumentet, er allerede udviklet. I øjeblikket er fokus på at udvikle software-delen, hvor data bliver analyseret, og endelig den tredje og sidste del: brugerdelen. Det kan ende med at blive en app, så den enkelte husejer kan følge med i ændringerne i indeklimaet og de fordele eller besparelser, som det giver. Foruden målinger af fugt og eventuel forekomst af skimmel kan sensoren også udvikles til at monitorere varme, elforbrug og andre energiforbrugende fornødenheder i hjemmet.
Det har alt sammen interesse for Ewii.
– Der er mange dilemmaer ved indeklima. Hvis eksempelvis CO2-koncentrationen er høj, vil mange åbne et vindue, men man ønsker også at spare på varmen, og hvad nu hvis man glemmer at lukke vindue, lyder det fra Lars Bonderup Bjørn.
Samarbejdspartnerne har ikke lagt sig fast på det endelige produkt endnu, men der er flere mulige løsninger, som viser lovende takter. Troen på succes er stor hos begge parter.