Hvert forår valfarter ejendomsbranchefolk, bygherrer, arkitekter mv. fra hele verden til sydfranske Cannes for at deltage i verdens største ejendomsmesse, Mipim. Danmark har hvert år en stor og omfattende stand på messen og forventer også næste år at modtage mange besøgende fra bygge- og ejendomsbranchen fra alle dele af verden.
Nu kommer et lille stykke Mipim til Danmark, nærmere bestemt til Christiansborg, hvor erhvervsminister Morten Bødskov og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen er vært for et seminar i Folketinget, der skal lægge op til næste års Mipim.
Her er temaet CO2-reduktion i byggeriet, og fokus vil være på de løsninger vi benytter i Norden.
– Vi har meget at byde på, når det kommer til CO2-reduktion, genanvendelse og andre klimatiltag. Men vi skal mere ud over rampen og fortælle om alt det, vi kan, siger direktør i udviklingsselskabet AG Gruppen, Tony Christrup, der er leder af den danske delegation på Mipim-messen.
Læs også: Danskerne gik tomhændede hjem fra Mipim. Og så alligevel ikke…
Et kvantespring
Han kalder det et kvantespring, at vi nu på dansk grund får lejlighed til at præsentere os som et af de mest attraktive steder at investere.
– Det er et regulært gennembrud for os bag den danske Mipim-indsats, branchen og Danmark som samfund, at det nu er lykkedes os at bringe Mipim og regeringen sammen på et seminar og skabe en enestående platform for Danmarks og Københavns placering i Mipim-sammenhæng.
Den store ejendomsmesse åbner næste gang den 11. marts 2024 i Cannes. Sidste år blev messen besøgt af over 22.000 deltagere.