“En kæmpe lettelse”. Juelsminde får små 38 mio. kr. til kystbeskyttelse

150 mio. kroner har nu fundet vej til syv byer og kyststrækninger, der er særligt udsatte for oversvømmelse og erosion. Flest penge går til Juelsminde, der vil kystbeskytte hele byen. 11 projekter får ingenting.
Den nye kyst- og højvandssikring ved Juelsminde kommer til at omfatte hele byen mod vandsiden. Foto: Hedensted Kommune
Den nye kyst- og højvandssikring ved Juelsminde kommer til at omfatte hele byen mod vandsiden. Foto: Hedensted Kommune

Mens julestormen Pia lurer med potentiel ødelæggende kraft på de især nordvendte kyster, har syv kystbeskyttelsesprojekter i hele landet modtaget tilsagn om støtte til bl.a. et dige i Vadehavet, højvandsmure, sluseporte og andre former for kystbeskyttelse, der skal reducere risikoen for oversvømmelse og erosion.

Staten støtter med i alt 150 mio. kroner fra Kystpuljen, og projekterne finansierer selv de resterende mellem 50-60 % af anlægsudgifterne.

Miljøminister Magnus Heunicke siger:

– Kystpuljen løser ikke hele udfordringen med oversvømmelser og erosion og dermed beskyttelsen af vores værdier langs kysterne, men den er et godt bidrag. Samtidig med puljen følger vejledning til kommunerne og digelag i, hvordan kystbeskyttelsen bedst kan udformes i forhold til lokale udfordringer, så vi opnår den bedste tilpasning til fremtidens klimaforandringer.

De 150 mio. kr. er fordelt således:

37,8 mio. kr.: Juelsminde, Hedensted Kommune – oversvømmelse/erosion,

27,7 mio. kr.: Køge by og nærområder, Køge Kommune – oversvømmelse

26,7 mio. kr.: Ballum Dige, Tønder Kommune – dige i Vadehavet

19,1 mio. kr.: Gribskov, Halsnæs, Helsingør – erosion

17 mio. kr.: Byen Esbjerg, Esbjerg Kommune – oversvømmelse

12,2 mio. kr.: Grenå, Norddjurs Kommune – oversvømmelse

5,2 mio. kr.: Byen Nyborg, Nyborg Kommune – oversvømmelse

Kystbeskytter hele byen

Juelsminde i Hedensted Kommune er den helt store vinder i uddelingen af midler. Næsten 38 mio. kr. er på vej til kyst- og højvandssikring i byen, der nu er kommet et afgørende skridt nærmere realisering.

Læs også: Jubel i Juelsminde: Får 30 mio. kr. til at udvikle havnebyen

Med den nye kyst- og højvandssikring, der vil omfatte hele Juelsminde by mod vandsiden, vil ca. 1.400 borgeres boliger og virksomheder blive sikret mod en såkaldt 100 års-hændelse i 2073. Det svarer til, at der skal kunne håndteres en vandstand i kote 2,25 m.

– Siden sidste år, hvor vi ikke fik midler fra puljen, har vi arbejdet hårdt for at skaffe statslig finansiering til projektet. Vi har bl.a. ændret sikringsniveauet til en 100-års hændelse i 2073; og vi kystbeskytter hele byen. Så det er en stor glæde, og en kæmpe lettelse, at det er lykkedes nu. Nu er projektet et meget stort skridt nærmere på realisering, og vi kan for alvor få sat gang i forberedelserne og lavet en plan for, hvordan vi skaffer de sidste midler, der skal til. Den del af finansieringen kan vi nu koncentrere os om, siger borgmester Ole Vind. Projektet forventes færdigt i 2028.

Udpeget som risikoområde

I alt ansøgte 18 projekter puljen til kystsikring i 2023 for samlede anlægsomkostninger for ca. 1,1 mia. kr.

En anden af de heldige syv er Køge, der ønsker at etablere bl.a. et dige, en højvandsmur og en højvandsport, som skal beskytte 11 km af Køge Kommunes kystnære områder.

Stormen Pia lurer, så de 150 mio. kr. til kystsikring syv forskellige steder i landet hjælper ikke meget lige nu. På sigt bliver flere byer som Køge, Nyborg og Esbjerg dog bedre sikret mod indtrængende havvand. Arkivfoto: Colourbox
Stormen Pia lurer, så de 150 mio. kr. til kystsikring syv forskellige steder i landet hjælper ikke meget lige nu. På sigt bliver flere byer som Køge, Nyborg og Esbjerg dog bedre sikret mod indtrængende havvand. Arkivfoto: Colourbox

Området er udpeget som risikoområde for oversvømmelse i oversvømmelsesloven, og projektet bliver tilpasset til de omgivelser, hvor det skal etableres. Derfor er der valgt en kombination af løsninger, der skal beskytte byen mod 100 årshændelse i år 2100, som til den tid svarer til en vandstand på ca. 2,8 meter over dagligt vande.

Køge modtog også i 2022 26,6 mio. støttekroner til etablering af Køge Dige. Pengene blev fundet på finansloven tilbage i 2021, hvor der blev afsat samlet 350 mio. kroner til at øge og forlænge den statslige pulje til kystbeskyttelsesprojekter og samtidig udvide kriterierne for relevante ansøgere.

De mange millioner blev fordelt med 50 mio. kroner i 2021, hvoraf 40 mio. kr. kom fra den oprindelige finanslovsaftale, og 150 mio. kroner i henholdsvis 2022 og 2023.

Relateret indhold