Med 500 millioner i ordrebeholdning, et par år fulde af vækst på bagen og nye faciliteter på vej i Aarhus, sker der en masse i Hustømrerne.
Derfor har man valgt at opgradere forretningen med ansættelse af en produktionsdirektør, som skal styrke de interne processer i produktionen, men også have blik for udvikling af hele organisationen, ikke mindst med fokus på CSR og flere bundlinjer.
Dette i skikkelse af Morten Sort Mouritsen, som tidligere har været ansat i Hustømrerne. Morten, der er 36 år, er uddannet tømrer og siden bygningskonstruktør samt en akademiuddannelse i ledelse fra UCN.
– Med Morten får vi en utrolig bred profil, som ikke alene er dygtig fagligt, men også vanvittigt god til mennesker, siger adm. direktør Klaus Andersen.
– Jeg har derfor store forventninger til, at Morten kan give os både de skub vi ind imellem trænger til, men også at han kan bidrage rent innovativt til forretningen.
Morten er kendt lokalt for sine vilde sportspræstationer blandt andet i tv-programmet ‘Korpset’. Senest har han afsluttet en længere orlov på frømandsuddannelsen.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at vende tilbage til Hustømrerne og blive sat i spil på nye måder, hvor jeg kan bruge alt det jeg har med fra frømandsuddannelsen, siger Morten.
Hustømrerne A/S er et af landets største tømrerfirmaer med cirka 250 medarbejdere og afdelinger i Aarhus, Aalborg, Aabenraa.