Eksport-eventyr på Als? Store energiaktører investerer 100 mio. kroner i nyt biogasanlæg

Andel og Nature Energys fælles investering i et Power-to-X-anlæg skal styrke både den grønne omstilling og Danmarks position inden for energiproduktion.
Med anlægget i Glansager rykker Power-to-X ud af forsøgsstadierne og ind i industriel skala.
Med anlægget i Glansager rykker Power-to-X ud af forsøgsstadierne og ind i industriel skala.

Om biogas

  • – Biogas laves ved at opsamle den metan og CO2, der afgives, når organisk materiale går i forrådnelse. Ved denne proces skabes en biogas, der består af 60 % metan, der kan indføres i gasnettet, og 40 % CO2, der kan bruges i fødevarebranchen og industrien til for eksempel svejsning eller produktion af tøris eller indgå i Power-to-X-processer. Metan kan også dannes, hvis man får CO2 og brint til at gå i forbindelse med hinanden.
  • – Brinten skabes ved elektrolyse: Når der sættes strøm til vand, spaltes vandet til gasserne brint og ilt. Elektrolyseanlægget kan drives fleksibelt, så det aktiveres, når der er overskud af strøm fra vind og sol og slukkes, når der er brug for strømmen andre steder.

Der er nu taget et vigtigt skridt på Danmarks vej frem mod en grøn omstilling og et fossilfrit samfund, der er uafhængigt af udenlandsk gas.

To af landets største energiaktører – energi- og fibernetkoncernen Andel og producenten af biogas Nature Energy – er netop gået sammen om at opføre et Power-to-X-anlæg, der med overskudsstrøm fra vindmøller øger produktionen af biogas og reducerer CO2-udledningen.

– Vores engagement i Glansager-projektet er et ønske om at etablere et stigende samspil mellem forskellige sektorer i energibranchen med det formål at skabe et mere fleksibelt og dynamisk energisystem med langt bedre mulighed for at integrere vedvarende energikilder, siger Jesper Hjulmand, adm. direktør i Andel, om baggrunden for virksomhedens investering på 50 mio. kroner.

– At vi lige netop vælger at investere i brint skyldes, at brint står til at få en nøglerolle i produktion af bæredygtige brændstoffer til energisektoren, til skibe, fly og anden tung transport, uddyber han.

Læs også: Månedens Top10: Her bygger de verdens største e-metanolanlæg til 1,5 mia. kroner

Det nye anlæg opføres i Glansager på Als, og konkret udvides gasproduktionen ved en proces, hvor der ‘sættes strøm til vand’ i et elektrolyseanlæg. Her dannes brint og ilt, og brinten tilsættes Nature Energys metaniseringsanlæg, hvor brinten går i forbindelse med opfanget CO2. Derved dannes der metangas, der har samme kvalitet, som den naturgas, der udvindes fra undergrunden.

– Madaffald fra husholdninger og organisk affald fra industrien er også en vedvarende ressource, vi kan lave energi af, siger Ole Hvelplund, CEO i Nature Energ:

– Og biogassen er nødvendig både i den tunge transport og industrien, og så kan den lagres, tilføjer han og påpeger, at sol, vind og organisk affald er de tre naturgivne ressourcer, vi har til rådighed i den grønne omstilling.

En del af Nature Energys finansiering af anlægget kommer fra Erhvervsfyrtårn Syd.

Styrker Danmarks førerposition

I 2021 udgjorde biogas omkring 25 % af gassen i det danske gasnet, og forventningen er at nå 40 % i år, mens den politiske ambition er at nå 100 % i 2030.

– Lige nu og de kommende mange år er der et stort marked for biogas både i og udenfor Danmark, fordi det erstatter fossilt naturgas og fortrænger CO2. Derfor er det godt for både den grønne omstilling og Danmarks førerposition inden for energiproduktion og udvikling af fremtidens løsninger, at vi nu bruger Power-to-X til at øge biogasproduktionen, vurderer Ole Hvelplund.

Aktuelt er Andel og Nature Energy i dialog med de relevante myndigheder med henblik på godkendelser til byggeri og drift. Byggeriet ventes at kunne gå i gang i efteråret 2022, og anlægget forventes at kunne sættes i drift i sommeren 2023.

Relateret indhold