Der kan snart blive et presserende behov for genhusning af udsatte personer, som af smitterisici har brug for at isolere sig, og udlejningsvirksomheden Ajos har allerede fået flere henvendelser fra danske kommuner med forespørgsler på Ajos’ pavilloner.
– Vi modtog de første henvendelser allerede i sidste uge, og vi er selvfølgelig klar til at bidrage til genhusning af alle, der har behov for en ny midlertidig bolig. Vi har pt. cirka 40 moduler klar til levering i hele landet, siger Carsten Bøgesø, afdelingschef for pavilloner i Ajos.
Hvert modul måler 4 x 10 meter og indeholder to værelser af 12 kvadratmeter. Begge værelser har eget bad og toilet. De kan også benyttes af regionerne som midlertidig bolig for eksempelvis personale i sundhedssektoren, der er indkaldt som ekstra ressourcer, eller de kan anvendes som ekstra administrationsafsnit.
– Vi har gennem flere år anvendt pavilloner til bl.a. genhusning af mange forskellige grupper af personer. De har huset studerende, ældre, flygtninge, hjemløse samt andre, som akut havde brug for en midlertidig bolig, forklarer Carsten Bøgesø.
Som Lego
Han beskriver etableringen af de midlertidige boliger som at bygge med Legoklodser. De transporteres på en blokvogn og sættes på ønskede position med en mobilkran. Som midlertidige opstillinger kan de i henhold til Bygningsreglementets bestemmelser stå i op til 24 måneder.
– Vi kan bygge pavillonerne sammen efter behov. De er hurtige at sætte op, og på kort tid er der etableret en funktionel bygning eller gruppe af bygninger, når der er koblet, el, vand og afløb til. De bliver opvarmet med luft til vand varmepumpe og er isoleret i henhold til BR18 for midlertidige bygninger, siger Carsten Bøgesø.
Han tilføjer at Ajos løbende holder sig opdateret om de aktuelle myndighedsanbefalinger og udviklinger vedrørende Corona-virus, og Ajos’ håndtering af pavillonerne for kunderne vil til enhver tid ske fuldt ud ansvarligt i henhold til Sundhedsstyrelsens anvisninger.