Hos miljøvirksomheden Damifo (Dansk Miljøforbedring), der har genbrugspladser i Hedehusene, Vojens og Rødovre, har man en ambition om at genbruge mest muligt affald fra bygge- og anlægsbranchen, så det bliver genanvendt til noget nyttigt frem for at havne i deponi.
Et nyt tiltag i arbejdet er droner, der bl.a. letter dokumentationen af, at virksomheden overholder miljøreglerne. Med droneoptagelser fra luften får virksomheden et større overblik over det genbrugelige byggeaffald og er med til at optimere arbejdsgangene.
– Vi arbejder i en branche med høje krav til dokumentation af overholdelse af miljøregler, og især her gør droneteknologien vores dokumentationsarbejde lettere, da vi med dronen får et rigtig godt overblik over pladsen, som gør målingerne mere præcise. Og med større overblik bliver vi samtidig mere effektive i forhold til at genbruge endnu mere materiale fra byggeriet, siger adm. direktør i Damifo, John Kaldahl.
Læs mere: NCC ser store fordele i dronerne
Bedre overblik over pladsen
En af dem, der dagligt benytter sig af droneteknologi, er driftsleder Kenneth Frederiksen, der som certificeret dronepilot har tilladelse til at udføre droneflyvninger i by- og rekreative områder og kan udføre droneoptagelser over genbrugspladsen, når behovet opstår.
– Droneoptagelser letter vores arbejde og gør det nemmere at få overblik over pladsen og al det affald, vi får ind og skal genanvende. Når vi rammer den første dag i måneden, vil pladsens materialer blive opmålt i antal kvadratmeter – især her er den derfor vigtig for at sikre et godt overblik for at kunne planlægge, sortere og strukturere de forskellige affaldsbunker, fortæller Kenneth Frederiksen og fortsætter:
– Dronen bruges samtidig løbende efter behov. Som regel er der behov for en droneoptagelse, hvis vi modtager meget affald inden for kort tid og har behov for at danne en struktureret vurdering af pladsen fra luften.