Digitale Dage fylder ti år i topform

Aalborg Universitet, Professionshøjskolen UCN og EUC Nord blænder op for jubilæum med årtiets største digitale eksperimentarium, hvor 150 studerende fra syv uddannelser og en kreds af virksomheder sætter innovationen på prøve med digital projektering af et byggeri.
De tværfaglige arbejdsgrupper ? her fotograferet ved De Digitale Dage i 2018 - får helt sikkert brug for at konsultere professionelle mentorer fra de deltagende virksomheder for at nå i mål.
De tværfaglige arbejdsgrupper ? her fotograferet ved De Digitale Dage i 2018 - får helt sikkert brug for at konsultere professionelle mentorer fra de deltagende virksomheder for at nå i mål.

Interessen for at være med i ‘Digitale Dage’ er de seneste par år vokset stort.

I år har det digitale eksperimentarium 10-års jubilæum – og det er med Grundejernes Investeringsfond som ny hovedsponsor og rekord i deltagende virksomheder og antal af studerende.

Digitale Dage har som pioner med videndeling i et tværfagligt afsæt stået forrest i udvikling og udbredelse af Det Digitale Byggeri.

Søren Nissen, lektor ved konstruktøruddannelsen på Professionshøjskolen UCN fortæller, at arrangementet har været en central del af udviklingen i branchen.

– Det gælder blandt andet i forbindelse med afprøvning og udvikling af nyt digitalt programmel, test og implementering af byggeriets nye standarder og certificeringsordninger, etablering og udvikling af rollen som BIM-koordinator, samt udvikling, udnyttelse og udbredelse af 3D-briller som et aktivt arbejdsredskab i projekteringsprocessen. Og vi fortsætter rejsen ind i fremtiden. Således følger vi i ti-årets digitale eksperimentarium op på sidste års indledende step ind i Build 4.0, understreger Søren Nissen.

Bar-grunds-projekt

I år er der tale om et projekt, som de studerende skal projektere over tre hektiske dage. Det kommer fra Himmerlands Boligforening, der har budt ind med et etagebyggeri, som tænkes opført på bar grund.

– Opgaven lyder på udvikling af design samt projektering af en ny, etageejendom, der skal bygges op fra grunden med parkeringskælder, erhvervsvirksomheder i stueetagen og boliger på de efterfølgende etager. Hvor mange etager byggeriet skal bestå af, er op til de studerende, men det er et krav fra bygherren, at der arbejdes med optimerede processer både i relation til bygbarhed, materialer og bæredygtighed samt økonomi og styring, så vi spænder buen helt ud. Der bliver travlhed omkring computerbordene, og de tværfaglige grupper får helt sikkert brug for at konsultere de professionelle mentorer fra de deltagende virksomheder for at nå i mål, fastslår Søren Nissen.

Virksomheds-rekord

Søren Nissen glæder sig over en massiv opbakning og interesse fra både små og store virksomheder, der dækker alle hjørner af byggeriet.

– Vi har gennem flere år blandt andet kunnet glæde os over at have ingeniørfirmaet Frandsen & Søndergaard og Dansk Byggeri med i koordinationsgruppen, ligesom vi selvfølgelig har glædet os over, at gruppen af virksomheder, der ønsker at bidrage til De Digitale Dage som de studerendes medspillere, år for år er vokset.Men vi har svært ved at få armene ned over, at vi her i jubilæumsåret kan byde velkommen til Grundejernes Investeringsfond som ny, stor sponsor og hele 16 virksomheder som aktive deltagere ved computerbordene, siger han og tilføjer:

– Det ser vi som tegn på, at vi med De Digitale Dage har formået at åbne en helt ny dør til fremtidens byggeuddannelser, hvor virksomheder, uddannelser og et bredt udsnit af studerende går sammen om i et åbent, tværfagligt læringsmiljø at styrke kompetencer og udvikling gennem videndeling og ligeværdigt samarbejde. Dermed baner vi vejen for at skabe betydelige synergier, der dels styrker byggeriets virksomheder i deres udvikling, dels skaber en direkte og personlig kobling mellem de studerende og deres fremtidige arbejdspladser, og dels sikrer de unge den nødvendige praktiske og teoretiske ballast til at gribe udfordringen fra stadig mere komplicerede byggeprocesser, slutter Søren Nissen.

Relateret indhold