Danske Stenhuggerier overtager endnu en virksomhed

Danske Stenhuggerier overtager et 150 år gammelt stenhuggeri i Tønder.
Per Hermansen (tv) og Carsten Christensen. Pressefoto.
Per Hermansen (tv) og Carsten Christensen. Pressefoto.

I juli overtog Danske Stenhuggerier Ehlert Stenhuggeri ved Aabenraa. Nu fortsætter de stimen ved også at opkøbe Tønder Stenhuggeri.

Tønder Stenhuggeri på Ribe Landevej 49 kan skrive sin historie helt tilbage til 1869 og er dermed købstadens ældste håndværksvirksomhed.

-Vi er Tønders ældste håndværksvirksomhed, og Danske Stenhuggerier bliver den blot sjette indehaver af forretningen, fortæller 64-årige Per Hermansen, der har været ejer i 39 år og fortsætter som daglig leder af afdelingen.

Det skriver Danske Stenhuggerier i en pressemeddelelse.

Restuarering af kulturarven

Med i handelen følger også Per Hermansens virksomhed Jysk Stenrestaurering, der har specialiseret sig i restaurering af slotte, kirker og herregårde. Det er opgaver, hvor der kræves speciel viden for at arbejde i sandsten, granit og marmor.

Blandt de senere års opgaver er Jens Bangs Stenhus i Aalborg, Odense Rådhus, Kronborg Slot i Helsingør, Frederiksberg Slot i København, Gyldensteen Gods ved Bogense, Schackenborg Slot i Møgeltønder og kirkegården på St. Thomas i Dansk Vestindien.

– For mig har det været vigtigt at sælge virksomheden til en køber, der sætter pris på et fagligt godt håndværk, og som har interesse for og viden om vores kulturarv, siger Per Hermansen. Han ser samtidig frem til at blive en del af en større koncern, da det åbner nye muligheder for Tønder virksomheden.

-Vi lægger stor vægt på faglig kvalitet. Den har man i Tønder, og jeg ser frem til at få adgang til den know-how som specielt Jysk Stenrestaurering råder over. Det giver alle i Danske Stenhuggerier nye muligheder, siger ejeren af Danske Stenhuggerier, adm. direktør Carsten Christensen.

Relateret indhold