Hos Danske Byggecentre arbejder vi med at ændre de unges opfattelse af vores interessante branche, som dog må siges at have et lidt støvet image. I den forbindelse har vi igangsat en rekrutteringskampagne, der skal ændre fortællingen og sætte fokus på den spændende hverdag vores medlemmer har.
Vi har tidligere haft den udfordring i vores branche, at de unge ikke rigtig kender os, fordi de aldrig selv kommer i et byggecenter. Når de så hører om at arbejde i et byggecenter, så har de desværre haft tendens til at tro, at det er hårdt og støvet arbejde. Det er ikke fordi, at det ikke kan være hårdt arbejde, men det er vigtigt, at vi får fortalt at det, at blive elev i et byggecenter er et spændende job med masser af udviklingsmuligheder og kontakt med mennesker.
Macho-branche er en myte
I dag er byggebranchen meget mandsdomineret, og der hersker desværre en fortælling om, at branchen udelukkende er for store stærke mænd, og at det kræver hårdt fysisk arbejde. Vi håber, at kampagnen vil rykke ved den fortælling, så vi i fremtiden kan få flere kvindelige ansatte og de forskellige perspektiver og kompetencer, de bringer med sig.
Udover de åbenlyse fordele ved en mere mangfoldig sammensætning i byggebranchen, så står byggebranchen og mangler arbejdskraft og behovet for arbejdskraft bliver kun større med årene. Vi er i sektoren nødt til at ændre vores fortælling, så vi kan få et mangfoldigt image og derved tiltrække flere talenter. Vi går glip af alt for mange talenter, hvis vi kun henvender os til halvdelen af befolkningen.
Spotlight på spændende hverdag
Hos Danske Byggecentre håber vi, at rekrutteringskampagnen giver de unge indsigt i, hvordan hverdagen er i de danske byggecentre og giver dem lyst til at jagte en spændende karriere i et byggecenter. Vores medlemmer har altid brug for talentfulde og engagerede medarbejdere, og det er ikke afgørende, om man er mand eller kvinde eller hvilken del af landet man kommer fra. Det afgørende er, om man har lyst til at lære, er god til sit arbejde og er en god kollega.
Derfor sætter vi spotlight på den spændende og vekslende hverdag vores medlemmer har ude i byggecentrene. Det gør vi blandt andet ved at besøge handelsskolerne rundt om i landet. Dertil har vi udviklet et branchespil, der kan supplere undervisningen i skolerne. Spillet giver de unge indsigt i hverdagen i et byggecenter og det viser, at branchen ikke er så støvet som vores image.
Dette bakkes op af annonceringer på sociale medier, hvor vi følger nogle af eleverne i byggecentrene og hører dem fortælle om deres hverdag og det ansvar de møder på deres arbejdsplads.