Danmarks 3. største tømmerhandel solgt til finsk gigant

Den finske handelsvirksomhed Kesko køber 90 % af ejerandelene i Davidsens Tømmerhandel, som nu får endnu større muskler - økonomisk og kompetencemæssigt - til at tage markedsandele.
Davidsen fortsætter med samme navn og ledelse, fortæller adm. direktør i Davidsen, Henrik Clausen.
Davidsen fortsætter med samme navn og ledelse, fortæller adm. direktør i Davidsen, Henrik Clausen.

– Det er en glædens dag – både for mig og min familie og for Davidsens medarbejdere og kunder, siger ejer Povl Davidsen, der for 60 år siden stiftede virksomheden.

– Min familie og jeg har de seneste år arbejdet på forskellige generationsskifte-løsninger. Nu får vi en dedikeret og dygtig majoritetsejer ind, som er blandt de dygtigste i Nordeuropa til handel, forretningsdrift og logistik, og som har været frontløber inden for ESG i flere årtier. Vi har også samme værdisæt, og det er vel nok det allervigtigste.

Fortsætter års udvikling

Davidsens Tømmerhandel er Danmarks 3. største med mere end 850 ansatte, 22 trælaster i Danmark og en i Grønland samt en samlet omsætning på 4,2 mia. kroner (2022).

Kesko er en af Finlands største virksomheder og opererer inden for dagligvarehandel, handel med biler samt byggematerialer og teknisk handel. Koncernen har 1.800 forretninger fordelt på syv lande og en omsætning på ca. 80 mia. kroner (2022).

– Davidsen er med Kesko som medejer klar til at fortsætte de seneste års udvikling og skabe en endnu stærkere platform med fuldt fokus på vores kunder og udvidelse af virksomheden via opkøb, siger adm. direktør i Davidsen, Henrik Clausen.

– Jeg ser derfor Kesko som det perfekte match for os, og jeg glæder mig til at kunne trække på deres store knowhow og erfaring med hele værdikæden for at sikre os en position som den foretrukne partner til byggeriet.

Povl Davidsen og familien beholder 10 % aktierne og en plads i bestyrelsen.
Povl Davidsen og familien beholder 10 % aktierne og en plads i bestyrelsen.

Beslutninger på lokal indsigt og kundebehov

Jorma Rauhala, direktør for Keskos division for byggeri og teknisk handel, siger:

– Kesko har en landespecifik strategi, hvilket betyder, at beslutninger er baseret på lokal indsigt og lokale kundebehov. Vores mål er at udvide forretningen i Danmark på lang sigt – både organisk og med yderligere opkøb. I den forbindelse er det af stor betydning, at Davidsen-familien fortsætter som ejer, så vi kan udvikle og vækste forretningen sammen.

Beholder 10 % og bestyrelsespost

Henrik Clausen siger videre, at det har været vigtigt, at familien fortsætter som ejer, og at navn, brand og ledelse forbliver den samme.

Povl Davidsen og familien beholder 10 % aktierne og en plads i bestyrelsen.

– Det vidner om den kontinuitet, der ligger i aftalen. Vi skal fortsætte den rejse, vi har igangsat, og nu har vi bare endnu større muskler – både økonomisk og kompetencemæssigt – til at servicere kunderne endnu bedre og tage markedsandele.

Handlen afventer konkurrencemyndighedernes endelige godkendelse.

Relateret indhold