Cykel P-hus på vej i Banegraven

Efter måneders venten kom der i sidste uge en afklaring på, hvad der skal ske omkring Aarhus Hovedbanegård. Det baner vej for cykelparkeringshus.
Visualisering af det kommende cykelparkeringshus i Aarhus. Pressebillede.
Visualisering af det kommende cykelparkeringshus i Aarhus. Pressebillede.

Arbejdet med et cykelparkeringshus med plads til 2.000 cykler ved Bruuns Bro og Hall Sti kan nu gå i gang. Med Transportministerens udmelding onsdag om en løsningsmodel for Aarhus Hovedbanegård er der nu en nødvendig afklaring for, hvordan det storstilede projekt med et cykelparkeringshus i Banegraven kan indrettes.

Det blev onsdag slået fast, at Bruuns Bro ikke skal fornyes for at skabe plads til en elektrificering af banen. I stedet skal Banedanmark sænke sporene under broen.

– Derfor har jeg nu bedt om, at arbejdet med det store cykelparkeringshus går i gang, så vi kan få løst de massive problemer, vi har med cykelparkering ved Aarhus H. Det bliver til gavn for både cyklister og andre trafikanter, der lider under forholdene i området i dag, siger rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S).

Udskudt projekt

Cykelparkeringshuset ved Bruuns Bro finansieres af stat og kommunen i fællesskab – blandt andet via statens cykelpulje. Byrådet afsatte i 2014 24,7 millioner kroner til etablering af cykelparkeringshuset i Banegraven ved Bruuns Bro og Hall Sti med plads til 2.000 cykler.

Cykelparkeringshuset skulle efter den oprindelige plan have stået klar ultimo 2017. Men med Banedanmarks udmelding i efteråret 2016 om, at Bruuns Bro muligvis skulle fornyes i forbindelse med den kommende elektrificering af togdriften i Danmark, var Aarhus Kommune nødsaget til at sætte projektet i bero, indtil der kom en afklaring på de endelige planer for hele området.

Kristian Würtz vil nu bede forvaltningen i Aarhus Kommune om at genoptage projektet, så der snarest kan meldes en tidsramme ud for projekt.

Relateret indhold