Når et større byggeri står færdigt, og bygherrene gerne vil videre til nye projekter, er det gerne Colliers, der træder ind som mellemmand og finder købere til kontorbygninger og lejlighedskarréer.
Og det gør man tilsyneladende ganske godt. Så godt, at Colliers har vundet hele tre ud af de fire priser, der tildeles erhvervsmæglerbranchen ved en nylig prisuddeling hos Euromoney Magazine.
I Danmark blev Colliers kåret til bedste rådgiver overordnet og fik tilmed topplaceringer i både kategorien vurdering og research/analyse.
Euromoney Magazine er et medie, der blev grundlagt i 1969, og som siden da hvert år har uddelt de prestigefyldte Euromoney Awards til ejendomsbranchen og den finansielle sektor.
Uddelingen af priserne sker efter en afstemning blandt aktører i branchen, hvor der i år har været over 2.700 tilbagemeldinger. CEO Peter Winther er stolt og ydmyg over resultatet af årets undersøgelse:
– Efter ikke at have været nummer ét sidste år er det dejligt, at vi nu er tilbage med en topplacering i tre ud af fire kategorier, og at vi således er kåret som den bedste rådgiver generelt og den bedste inden for vurdering og research, siger han, og fortsætter:
Priserne fra Euromoney har stor betydning for os, da det er branchens egne aktører fra både ind- og udland, der bestemmer, hvem der løber med priserne, og derfor er det en anerkendelse af vores arbejde – det er vi meget stolte af.