Efter mere end 60 år skal et af Danmarks første højhusbyggerier, Bellahøjhusene, opdateres og moderniseres, og så snart de sidste betingelser er på plads, bliver det Casa, der går i gang med den opgave. Boligforeningen AAB, afdeling 40 Bellahøj i Brønshøj har nemlig valgt dem til at renovere foreningens 282 almennyttige boliger.
– Vi glæder os til at komme i gang ude i afdelingen og ser frem til at kunne levere et flot resultat tilbage til beboerne, når renoveringen er overstået, siger Boligforeningen AAB’s administrerende direktør, Christian Høgsbro, og tilføjer:
– Med renoveringen får vi nogle bedre og mere tidssvarende boliger og giver området et tiltrængt løft, der gør afdelingen 40 mere attraktivt at bosætte sig i.
Modernistisk inspiration og behov for p-pladser
I 1944 vandt Tage Nielsen og Mogens Irming arkitektkonkurrencen om planlægningen af højhusbebyggelsen.
Forslaget introducerede den schweiziske arkitekt Le Corbusiers-teorier om koncentreret bebyggelse med højhuse for at give mest mulig plads til landskabet. Arkitekten var banebrydende for europæisk modernisme inden for arkitektur og lagde grundlaget for, hvad der blev Bauhaus-bevægelsen i Tyskland og den internationale stil i USA.
Bellahøj-bebyggelsen var fra starten opdelt i fire forskellige afsnit med forskellige almennyttige boligforeninger som bygherrer og hver deres arkitekter. Koncentreringen af boligerne i højhuse gav store gennemgående friarealer, men man havde ikke forudset udviklingen i behovet for parkeringspladser til de 2.000 beboere.
Parkeringskældrene er i dag ikke tilstrækkelige, og derfor parkeres mellem husene. C. Th. Sørensen stod for den gennemarbejdede og ambitiøst anlagte landskabsplan. Midt i højhusbebyggelsen, nord for Degnemosen, blev overskudsjord fra udgravningerne til fundamenter og kældre brugt til anlæggelse af et kunstigt amfiteater med plads til 2.000 mennesker.
Homogen, men forskellig i detaljen
Punkthusene blev samlet i en nordlig og en sydlig gruppering på Københavns højeste bakkedrag, og udsigten fra lejlighederne hører stadig den dag i dag til byens bedste.
Bebyggelsen rummer i alt 28 højhuse med fra 9 til 13 boligetager. Generelt er de 1300 boliger i punkthusene relativt små – med penthouse-lejlighederne på tagetagen som de største. De fleste boligtårnene er koblet sammen to og to af en mellemliggende glastrappe, hvorfra der er adgang til lejlighederne. At der har været forskellige arkitekter på de mange punkthuse ses i detaljerne; planløsningerne og de forskellige facadebearbejdninger, men på afstand fremstår bebyggelsen homogen. Generelt blev husene som noget nyt opført i glideforskalling.
Højhusene gav anledning til stor faglig debat blandt arkitekter – en debat, der resulterede i, at det i en periode blev anset for politisk ukorrekt at opføre højhuse i Danmark.
Ekstra opmærksomhed på områdets børn og unge
Renoveringen af de syv blokke omfatter bl.a. nedrivning af de nuværende facader og montering af nye. De nye facader har ekstra isolering, så varmespild og kuldegener undgås, og bebyggelsen derved bliver mere klimavenlig.
Udover de nye facader udskiftes alle vinduer, der opsættes altaner med foldeglas, og lejlighederne får nye badeværelser og køkkener. Dertil kommer nyt tag på penthouse-boligerne, nye VVS- og Elinstallationer, nyt ventilationsanlæg og naturligvis malerarbejde i alle hjem. Den omfattende renovering er da også berammet til fire år.
– Vi er glade for, at Boligforeningen AAB viser os den tillid at udvælge os til denne renovering. Bellahøj er et ikonisk byggeri beboet af blandt andet børnefamilier. Vi har derfor ekstra opmærksomhed på at sikre de bedste omstændigheder under renoveringen, så områdets børn og unge for eksempel kan komme sikkert til og fra skole. Vi er garanter for at bringe Bellahøj op til nutidig standard, men samtidig at bevare områdets værdier blandt andet også ved at beskytte de gamle træer i området, siger Torben Modvig, CEO, Casa.