Casa flytter i København

Det eksisterende kontormiljø i Nordhavn skiftes ud til fordel for mere plads i Søborg.
Pladsmangel er den væsentligste årsag til flytningen fra Nordhavn til Søborg, fortæller Per Semmling (til venstre), direktør for CASAs afdeling i København Her er han sammen med administrerende direktør i Casa A/S, Michael Mortensen. Pressefoto.
Pladsmangel er den væsentligste årsag til flytningen fra Nordhavn til Søborg, fortæller Per Semmling (til venstre), direktør for CASAs afdeling i København Her er han sammen med administrerende direktør i Casa A/S, Michael Mortensen. Pressefoto.

I december flytter den Horsensbaserede byggevirksomhed Casa sin afdeling i København fra Nordhavn til Officepark Søborg. Her overtager og indretter CASA et kontormiljø med plads til 30-35 arbejdspladser.

– Cirka 40 procent af Casa’s 150 ansatte har base på Sjælland, og knap 50 procent af vores byggeaktiviteter er i Storkøbenhavn. Da vi er en byggevirksomhed, hvor hovedparten af de ansatte er projektledere og projektchefer, som tilbringer de fleste dage rundt om på byggepladserne, har vi indrettet en del faste pladser til stabsfunktioner og projektgrupper og en del satellitpladser, som benyttes efter behov, fortæller Per Semmling, som er direktør for CASAs afdeling i København.

Pladsmangel

Beliggenheden i Søborg gør det nemt for gæster og ansatte at komme til og fra, hvilket er blevet prioriteret højt ved valget af placering.

– Nordhavn, hvor vi har opereret fra indtil nu, er et rigtigt spændende sted, hvor vi selv udvikler og bygger nye boligområder. Vi beholder da også de lejede lokaler i Pakhus 54 på Sundmolen. Her etablerer vi byggeledelseskontor og har også fortsat et stort projekt-showroom. Men vi oplevede dagligt, at det tager tid at komme igennem byen, og vi mangler plads. Plads til at afholde møder med bygherrer og rådgivere, plads til projektkontor og plads til at samles til personalemøde. Det får vi alt sammen i Søborg, hvor der er fine fællesfaciliteter som konferencerum og kantineområde. Medarbejderne glæder sig meget til de nye, lyse lokaler med godt arbejdsklima og til at kunne undgå den værste trafik og bedre planlægge dagene, siger Per Semmling.

… vi oplevede dagligt, at det tager tid at komme igennem byen, og vi mangler plads. Plads til at afholde møder med bygherrer og rådgivere, plads til projektkontor og plads til at samles til personalemøde.

Relateret indhold