Bygningskulturen i Højer får endnu et løft

Den første bevilling til restaurering og istandsættelse af bevaringsværdige og fredede huse i Højer fik hurtigt ben at gå på. Nu giver Realdania seks millioner mere.
Tækkemænd har travlt i Højer som følge af Tøndermarsk Initiativet.
Tækkemænd har travlt i Højer som følge af Tøndermarsk Initiativet.

Der har været rift om støttekronerne fra Højer byfond, siden fonden blev født i 2017. Over 100 bygningsejere har søgt om penge til at restaurere og dermed sikre de arkitektonisk værdifulde ældre bygninger i Højers bymidte.

Da pengekassens bund kom til syne, besluttede fondens bestyrelse at holde en bevillingspause, men nu kan de igen uddele tilskud. Realdania har nemlig givet tilsagn om en ekstra bevilling på seks millioner kroner til Højer Byfond. Det skriver den filantropiske forening i en pressemeddelelse.

– Her er der virkelig tale om et tiltag, der har givet øjeblikkelige synlige resultater, siger en glad formand for Tøndermarsk Initiativet og borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen, som tilføjer:

– Det er en fornøjelse at følge byggeaktiviteten i Højer, hver gang man kommer forbi, er nye projekter skudt i gang – det giver virkelig et løft til byen og hele området.

Vil bevare momentum

Byfondens sekretariat oplevede hen over sommeren en stor interesse fra nye ansøgere, potentielle købere til ejendomme samt gengangere, som ønskede at sætte gang i yderligere projekter på deres ejendomme. Det momentum ønsker man at bevare.

– Det er glædeligt, at så mange har søgt og fået midler til byggeprojekter i Højer, siger Eske Møller, projektleder og arkitekt i Realdania og formand for Højer Byfond, og fortsætter:

– Det er ikke en selvfølge, men boligejerne har med stor velvilje taget imod indsatsen, og borgere i byen har hurtigt set se værdien i det fælles arbejde. Jeg håber derfor, at byfonden kan være med til fortsat at skabe folkelig interesse for bygningskulturens værdier i hele Tøndermarsk-området.

Højer Byfond har til formål at skabe samspil mellem bygningsbevaring og de bymæssige forandringer i forbindelse med Tøndermarsk Initiativets investering i et løft af Højer by som porten til Tøndermarsken.

Relateret indhold