Bygma: Vil styrke lokal forankring og rollen som grøn samarbejdspartner

Adm. direktør Klaus Hadsbjerg er tilfreds med årets resultat og fastholder kursen, der skal sikre kunderne den nødvendige viden og de rette værktøjer i et usikkert marked.
Adm. direktør Klaus Hadsbjerg. Foto: Bygma.
Adm. direktør Klaus Hadsbjerg. Foto: Bygma.

Med mere end 100 forretningsenheder i Norden, heraf en stor andel på det danske marked, er Bygma Gruppen den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer.

I dag kan selskabet så præsentere en nettoomsætning på 8,3 mia. kroner for regnskabsåret 2022, hvilket er 389 mio. kroner mere end sidste år. Resultat før skat er på 818 mio. kroner.

Organisk vækst uden tilkøbt aktivitet er på 6,8 % procent, mens soliditet er 72,8 %.

Ifølge adm. direktør Klaus Hadsbjerg er der tale om et tilfredsstillende resultat – særligt da det er opnået på trods af det seneste års udfordringer med prisstigninger og forsyningsvanskeligheder.

Han tilskriver det gode regnskab for 2022 virksomhedens 2.700 medarbejdere, der har skullet navigere i og håndtere de udefrakommende udfordringer, Bygma ikke selv har været herre over:

– Efter en lang periode med forskellige former for udfordringer, ville man ikke fortænke nogen i at miste gejsten. Men hos Bygma er vi bare rykket tættere sammen og har løftet i flok, og det er et udtryk for den fantastiske kultur, vi har opbygget over så mange årtier. Medarbejderne udgør vores fundament, og de fortjener al den anerkendelse, der kommer deres vej, siger Klaus Hadsbjerg.

Nye centre indvies med DGNB Guld-certificeringer

Regnskabet understøtter selskabets ekspansive strategi, hvilket blandet andet skal komme til udtryk i form af en række nye forretninger i de forskellige regioner.

I slutningen af marts kunne Bygma slå dørene op til et nyt trælast- og logistikcenter på Amager i København, der fordelt over 10.000 m2 rummer lagerhaller, butik og distributionscenter. Og flere åbninger venter i blandt andet Svendborg og Thisted, hvor nye centre indvies med DGNB Guld-certificeringer som kronen på værket.

– De nye centre er et udtryk for, at vi ønsker at køre videre med et højt aktivitetsniveau, og at vi har fokus på at styrke vores tilstedeværelse lokalt i de forskellige regioner og skabe nye arbejdspladser. Derudover er certificeringerne med DGNB Guld et signal om, at vi tager vores ansvar med at fremme den grønne og bæredygtige omstilling alvorligt, siger Klaus Hadsbjerg.

Kunderne skal være konkurrencedygtige

Sidste år i december kunne Bygma præsentere et nyt bæredygtigt univers i form af en digital platform med viden om alt fra klimalovkrav til certificeringsordninger. Platformen er tænkt som en udstrakt hånd til landets mange håndværkere og dermed Bygmas vigtigste kundeportefølje.

– Vi er fuldt ud bevidste om, at vi ikke er de eneste, der har været hårdt ramt af et uroligt marked. Håndværkerne, som er vores vigtigste kunder, har oplevet usikkerhed, og som deres tætteste samarbejdspartner skal vi være dem, der giver dem de bedste forudsætninger for at gøre sig gældende i en branche, der fremadrettet kommer til at stå i bæredygtighedens tegn, siger Klaus Hadsbjerg.

I tillæg til den bæredygtige vidensplatform afholdt selskabet i efteråret klimainformationsmøder om de nye klimakrav i bygningsreglementet for 2.000 kunder, ligesom Bygma har tilknyttet bæredygtighedsambassadører i alle sine 62 forretninger.

– Det handler i bund og grund om, at vi skal være bevidste om vores ansvar og sikre, at kunderne kan komme til os og få den nødvendige viden og de rette værktøjer, der gør dem konkurrencedygtige. Den opgave står vi mere end godt rustet til at løse takket være vores medarbejderes kompetencer og deres kendskab til de enkelte kunder, siger Klaus Hadsbjerg.

Bygma Gruppen beskæftiger ca. 2.700 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden.

Relateret indhold