Byggeri’23 stifter ny pris – her er de nominerede

I forbindelse med messen Byggeri'23 har Brancheforeningen Danske Byggecentre taget initiativ til at hylde løsningen, bygningsdelen, komponenten eller metoden, der sikrer et effektivt byggeri.
Palle Thomsen, adm. direktør hos brancheforeningen Danske Byggecentre, fra Byggeri'18.
Palle Thomsen, adm. direktør hos brancheforeningen Danske Byggecentre, fra Byggeri'18.

Hvert andet år afholdes Byggeri-messen, og i år, hvor det er 19. gang, at den finder sted, har brancheorganisationen Danske Byggecentre, der står bag messen, indstiftet en ny pris: Effektivt Byggeri 2023.

Prisen sætter fokus på de virksomheder, som har udviklet en løsning, bygningsdel, komponent eller metode i byggeriet, der kan effektivisere byggeprocessen og er energi- og ressourcebesparende ved fremstilling, anvendelse, genbrug eller genanvendelse:

– Med prisen hylder vi de virksomheder, der går forrest og er med til at skabe en mere effektiv, grønnere og bæredygtig byggeproces. Parametre, der er altafgørende for branchens fremtidige konkurrenceevne, siger Palle Thomsen, adm. direktør hos Danske Byggecentre.

Hverdagens eksperter bestemmer

En faglig komité har nu udpeget seks nominerede virksomheder, som de udøvende i byggeriet frem til messen kan stemme på via byggerimessen.dk eller Byggeri-messens Facebook-side.

– Som noget nyt er det ikke op til en fagjury at udpege vinderen. Denne gang lader vi ‘hverdagens eksperter’ – de udøvende i byggeriet – om at bestemme, hvem der skal løbe med æren og prisen, siger Palle Thomsen.

De nominerede

Alfix – LetFix Plus: Alfix er nomineret for produktet LetFix Plus, der er en ny fliseklæber med en ekstra lang rækkeevne pr. kg pulver. Fliseklæberen er mærket med Emicode EC1 Plus – indeklimacertificering af byggematerialer med lav emission – og er et ‘letvægtsprodukt’ sammenlignet med traditionelle klæbere, hvilket sikrer lettere håndtering og mindsker tunge løft hos den udførende.

Soudal – Soudal Isotæt: Soudal er nomineret for produktet Isotæt, der er en vandbaseret og isocyanatfri tætnings-/isoleringsmasse. Produktet er mærket med Emicode EC1 Plus – indeklimacertificering af byggematerialer med lav emission – har en lang rækkeevne og dermed færre patronskift, som både sikrer hurtigere arbejdsgange og mindre emballage til bortskaffelse.

Fischer – Fischer Fafs justerklips-skrue: Fischer er nomineret for en ny, nænsom justerklips-skrue med fokus på minimering af spild, fleksibilitet og genanvendelse. Produktet erstatter gamle arbejdsgange med klodser og minimerer risikoen for beskadigelse af byggemateriale. Ved afmontering er skruen intakt og kan anvendes igen og igen.

Wedi GmbH – Wedi Sanwell Shower Wall Module: Wedi GmbH er nomineret for sit brusevægsmodul, Sanwell Shower Wall Module, som har fokus på effektiv montering og minimering af flere faggruppers arbejdsoverlab. Produktet kan tilpasses efter byggeri og tilvalg og har fokus på sikkerhed vedr. membran-montage og rørføring.

Fixnordic – UniMount: Fixnordic er nomineret for løsningen UniMount, der er et konsolsystem til tagmontage udviklet til at fastholde varmepumper og ventilationsanlæg. Det er en fleksibel løsning, der også kan anvendes til montage af 5G-antenner, solpaneler mv., som lægger vægt på fagteknisk korrekt montering, der både understøtter en effektiv og sikker installation, som ikke skader tagkonstruktionen.

Komproment – Facade Solutions: Komproment er nomineret for deres strategi omkring genanvendelse af facadeløsninger. I 2023 etableres et take-back system, som sikrer, at der ikke er spild/affald ved facademontage. Fra 2026 vil brugte facader kunne genanvendes i produktionen af nye facader via en nyudviklet proces med geopolymer, som reducerer anvendelsen af jomfruelige ressourcer.

Vinderen offentliggøres ved en prisuddeling ved Byggeri’23 den 22. marts i Messe C, Fredericia.

Relateret indhold