Alle byggemarkeder uanset størrelse må holde åbent for salg til håndværkere i den ellers nedlukkede periode frem til 3. januar. Det slår både DI og Danske Byggecentre fast.
Det er samtidigt muligt for byggemarkederne at sælge til private via e-handel i perioden. Det fremgår af en ny bekendtgørelse, der blev offentliggjort torsdag.
I forlængelse af regeringens pressemøde den 16. december, fremgik det ellers af Sundhedsministeriets hjemmeside, at alle byggemarkeder, som er på 5000 kvadratmeter eller derover skulle holde lukket i perioden fra den 17. december 2020 til og med 3. januar 2021. Det er nu ændret til, at byggemarkederne fortsat må sælge til professionelle.