Det har længe stået klar, at bygningerne i Brønderslev er utidssvarende, og at regningen ville blive i samme omfang, hvis man valgte en gennemgribende renovering.
Derfor har politikerne bedt om at få vurderet, om det er muligt at bygge et nyt byggeri samtidig med, at driften kører videre i de eksisterende bygninger – og det er det, lyder vurderingen fra et rådgiverfirma, der har undersøgt de fysiske muligheder på hospitalsgrunden.
Læs også: Går med det grønne look. Bygger færre kvadratmeter end muligt
Derfor har regionsrådet netop besluttet, at der i næste års regionale anlægsbudget reserveres 105 mio. kroner til projektet, og dermed kan neurorehabiliteringen i Brønderslev se frem til at skulle tage et nyt hospitalsbyggeri i brug i 2027.
I forvejen var der reserveret 115 millioner kr. til byggeriet, og med 105 millioner oven i, er anlægsbudgettet på i alt 220 millioner kr. sikret.
Rigtigt at bygge nyt
Neurorehabiliteringen rummer 30 sengepladser med enestuer, eget bad og toilet, træningsfaciliteter samt service- og supportfunktioner – i alt 6.000 m2 nybyggeri.
Imens der bygges, fortsætter driften i de gamle bygninger, og først når de nye bygninger er i brug, rives de gamle ned:
– Der er lavet et meget stort og grundigt analysearbejde af mulighederne i Brønderslev, og jeg er sikker på, at det er den rigtige beslutning med et nybyggeri i stedet for at renovere på gamle bygninger, som er udtjent og opført mange år til et andet formål, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Læs også: Aalborg: Almene boligselskaber går sammen om at svanemærke boliger
– Optimale fysiske rammer spiller en vigtig rolle ift. patienternes genoptræning, så jeg er overbevist om, at det bliver en klar gevinst for de nordjyder, som skal genoptrænes efter en blodprop eller en blødning i hjernen, tilføjer han
Bedre rammer og flere arbejdspladser
I Brønderslev Kommune ser man frem til, at projektet kommer i gang:
– Personalet gør en kæmpe indsats og får nu endnu bedre muligheder for dette. Det giver arbejdspladser til byen Brønderslev, hvilket er dejligt. Så jeg er meget glad for regionens beslutning og glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde med regionen, siger borgmester Mikael Klitgaard (V).
Næste skridt i planerne er et udbud ift. at finde en bygherrerådgiver, der får til opgave at udarbejde et udbudsmateriale i totalentreprise. Fokus i udbudsprojektet er bl.a. løsninger, der tager højde for de nyeste principper for neurorehabilitering, lys, farvesætning og stemning.