Der blev indgået knap 2.000 bolighandler i uge 4, hvilket er 32 % over ‘før-coronaniveauet’ (2015-2019), og i hele januar har salget i 2022 ligget over både 2020 og ‘før corona’, men under 2021.
Det viser nye tal fra Boligsiden.dk., der samtidig kan fortælle, at uge 4 bød på 36.090 boliger til salg. Det er det laveste antal under corona og det laveste boligudbud i knap 16 år, i årene op til Finanskrisen.
Og det overrasker ejendomsmæglerkæden Estate, at udbuddet fortsætter med at dykke:
– I nogle uger har rygtet om restriktionernes ophævelse svirret, så vi havde forventet, at det ville sætte sit aftryk på boligmarkedet allerede med et lavere antal handler, men det har ikke vist sig at være tilfældet. I stedet handles der stadig boliger i stor stil, siger Peter J. Mattsen, der er adm. direktør i Estate.
Imponerende flot januar-salg
Og det bekræftes af både det kvartalsvise køber- og sælgerbarometer fra YouGov og Home.
I en måling foretaget i den første uge af 2022 indikeres det, at lidt færre danskere har planer om at købe og sælge bolig i det næste halve års tid end kvartalet og året før – men også at der er en stor andel af aktive købere lige nu, hvilket salget i januar bekræfter:
– Det er naturligt, at 2022 har svært ved at nå 2021, hvor salget var historisk, men januar-salget er alligevel imponerende flot, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent og boligmarkedsanalytiker i Home.
Han fortsætter:
– Når vi ser tilbage, er der i 2020 og 2021 samlet set solgt over 220.000 boliger i Danmark, så masser af danskere har fået den bolig, de drømte om, og det er ikke så overraskende, hvis det viser sig i interessen i løbet af i år, men hvor det heller ikke vil gøre noget, hvis der bliver fyldt flere boliger på hylderne rundt omkring i landet.
Andre tanker, når hverdagen melder sig uden restriktioner
Antallet af nye boliger på markedet er for årstiden gennemsnitligt og lavere end de tre foregående år. Men her mener Peter J. Mattsen, at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår ejendomsmæglerne igen vil blive ringet op og bedt om at komme ud og vurdere flere boliger med henblik på salg.
– Med det astronomisk høje antal salg, vi var vidner til sidste år, vil der sandsynligvis være en del, som kommer på andre tanker, når hverdagen melder sig uden restriktioner, og især hvis vi ender med at blive helt fri af corona i år.
Han tilføjer:
– Der vil sikkert være en del nyslåede sommerhusejere, som opdager, at de måske alligevel ikke skal eje et sommerhus og de forpligtelser, der følger med at eje to boliger, som skal passes og vedligeholdes, siger Peter J. Mattsen og vurderer, at man dog hurtigt nok skal komme af med sin bolig igen, hvis behovet opstår:
– Med et så lavt boligudbud, vi har lige nu, er det i den grad sælgers marked, og det vil man selvfølgelig kunne drage fordel af, hvis man står i den situation, at man ønsker at sælge en bolig nu eller i løbet af foråret.