Boligselskab ønsker sig 3D-printede lejeboliger

Entreprenørvirksomheden 3DCP, der har specialiseret sig i 3D-printet byggeri, skal opføre 36 ungdomsboliger for boligselskabet Nordvestbo. Projektet mangler nu bare at blive vedtaget i byrådet.
Prototypen på de kommende ungdomsboliger, der skal bygges på den gamle slagterigrund i Holstebro, er opført og revet ned igen. Opførelsen af de 36 3D-printede boliger forventes startet op i februar 2024. Arkivfoto: 3DCP
Prototypen på de kommende ungdomsboliger, der skal bygges på den gamle slagterigrund i Holstebro, er opført og revet ned igen. Opførelsen af de 36 3D-printede boliger forventes startet op i februar 2024. Arkivfoto: 3DCP

Grundlæggerne af entreprenørvirksomheden inden for 3D-printet byggeri, 3DCP, Hasan Alsofi og Mikkel Brich, der tidligere i år blev optaget på det højtprofilerede erhvervsmagasin Forbes’ liste over verdens mest entreprenante unge mennesker, har dette forår 3D-printet en 270 kvadratmeter stor børnehave i Lviv i Ukraine.

Snart forventer de at kunne sætte gang i printningen af studieboliger i Holstebro. Her har det lokale boligselskab Nordvestbo søgt om at opføre 36 styk 3D-printede studieboliger på byens gamle slagterigrund. Prisen er estimeret til 44 millioner kroner, fortæller de to iværksættere til TV Midtvest.

Læs også: Danskere står bag verdens største 3D-printede bygning

Ifølge Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark har projektet – udover opførelse af de 36 3D-printede lejeboliger som tæt/lavt byggeri – også option på 65 kvm fælleshus. Bygningerne, der opføres efter bygningsreglementets Bygningsklasse 2020, har et samlet bruttoetageareal på 1.656 kvm. Forventet byggeperiode løber fra februar 2024 til juni 2025.

Illustration af prototypen på en 37 kvm stor studiebolig, som 3DCP forventes at opføre for det Holstebro-baserede boligselskab Nordvestbo.
Illustration af prototypen på en 37 kvm stor studiebolig, som 3DCP forventes at opføre for det Holstebro-baserede boligselskab Nordvestbo.

Megastolt borgmester

Skitseprojektet står 3DCP Group, der også er totalentreprenør på projektet, for sammen med Saga Studio, der bl.a. har flyttet grænser med en kubeformet rumkonstruktion, der på sigt skal benyttes i rummet.

Læs også: I fremtiden skal vi bo i 3D-printede tiny houses af affaldsplast og -træ

Høringsfasen er netop slut uden de store indvendinger, dog mangler projektet at blive endeligt vedtaget i byrådet. Borgmester H.C. Østerby tør alligevel godt glæde sig:

– Det gør mig megastolt. Det er sådan en type virksomheder, der gør noget anderledes og noget nyt, som vi har brug for. Lykkes det, så vil man snakke om det vidt og bredt, udtaler han til TV Midtvest.

Relateret indhold