Biltema
- – Biltema Holstebro forventer at beskæftige omkring 40 medarbejdere
- – Salget blev endeligt godkendt af Økonomiudvalget for en uge siden
- – Biltema blev startet som postordrefirma i et kælderlokale i Linkjöping i 1963
- – Biltema åbnede i Norge i 1983, i Finland i 1986 og i Danmark i 2002
- – I dag er der mere end 150 varehuse i de fire nordiske lande, heraf 13 i Danmark
- – Biltema forventer at åbne 50 nye varehuse i Norden inden for fem år
- – Flere varehuse er på vej i Danmark med forventede åbninger i Thisted i Q1 2022, Herning omkring påske 2022, Nykøbing Falster og Kalundborg i 2022 samt Sønderborg i Q3 2022.
En ‘julegave’ til detailhandlens vækst og Holstebros udvikling. Det er, hvad man kan kalde aftalen mellem Holstebro Kommune og den nye grundejer, virksomheden Biltema Danmark.
Borgmester H.C. Østerby og Biltemas administrerende direktør, Jacob Borring Møller, har i dag givet hinanden håndslag på den nye købsaftale for en byggegrund i Måbjerg Centerpark 2 tirsdag formiddag. Struer prøvede i 2017 at skubbe Holstebro af pinden, skrev Folkebladet Lemvig dengang, men nu skulle det være sikkert og vist: Biltema kommer til Holstebro.
Biltema er især kendt for reservedele og specialværktøj til biler, men har også et meget stort varesortiment for hele familien – bl.a. udvidede kæden for tre år siden sortimentet af værktøj og materialer til byggeri betragteligt.
– Vi oplever en større efterspørgsel på de mere avancerede byggematerialer og værktøjer. Det er ikke længere bare skruer og malertape, kunderne kommer efter. Det tyder jo på, at folk tør kaste sig over de større projekter, fortalte Per Normann, souschef i Biltema, dengang.
Stor synlighed lige ved motorvejen
Med 19.000 produkter har varehuset naturligvis brug for meget plads. Firmaet har derfor haft præcise krav til placering og adgangsforhold til butikken i Holstebro. Med omkring 6.600 m2 bliver varehuset med tilhørende café et af Danmarks største Biltema-varehuse.
Varehuset kommer til at ligge på en hjørnegrund med stor synlighed fra motorvejen, hvor der dagligt kører over 10.000 biler.
– Kommunen har gjort meget for at komme os i møde og holde kontakten hele vejen. Vi har oplevet en god dialog og en løsningsorienteret tilgang, for eksempel omkring vores krav til bæredygtig varmeforsyning og energiforbrug, som er afgørende for at varehuset bliver et miljørigtigt byggeri, siger Jacob Borring Møller.
Biltema har tidligere annonceret, at kæden vil være landsdækkende og have 25 danske varehuse inden udgangen af 2025.