Bank udvider energi-lån: “Afgørende for grøn omstilling”

Jyske Bank ønsker at udvikle finansieringen af den grønne omstilling og styrker samarbejdet med Better Energy, som det seneste år med finansieringen har etableret tre nye energiparker.
Solcellepark ved Badskær i Frederikshavn Kommune.
Solcellepark ved Badskær i Frederikshavn Kommune.

I løbet af sidste år indgik Better Energy og Jyske Bank låneaftaler for et større trecifret millionbeløb, som gjorde det muligt for energiselskabet at etablere tre danske solcelleparker i et joint venture-samarbejde med Industriens Pension.

Parkerne er i dag alle nettilsluttet og forventes at producere nok strøm til at dække elforbruget for, hvad der svarer til ca. 131.000 danskeres gennemsnitlige strømforbrug.

Læs også: Milliardaftale: Vil opføre 15 solcelleparker på 4 år

For Jyske Bank er finansiering af grønne projekter en integreret del af bankens udlånsstrategi, og forventningen er, at denne form for finansiering af vedvarende energi vil vækste markant de kommende år.

– Afdelingen Renewable Energy har gearet op til den forventede vækst og ønsker at udvikle finansieringen af den grønne omstilling, siger Claus Simonsen, direktør i Renewable Energy i Jyske Bank.

– Better Energy har allerede bevist, at de er i stand til at udvikle, bygge og nettilslutte nogle af Danmarks største solcelleparker. Aftalen kommer til at gavne begge parter og ikke mindst den grønne omstilling, tilføjer han.

En reel forskel

Det styrkede samarbejde glæder Flemming Meineche, direktør i Debt Partnerships & Structuring i Better Energy:

– Finanssektoren spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, siger han og uddyber:

– Det vil kræve store summer at bygge den produktionskapacitet, som Europa har brug for. For at lykkes skal vi som udviklere kunne præsentere attraktive projekter, og omvendt skal finansielle institutioner kunne tilbyde gode finansieringsmuligheder. Jyske Bank har i 2023 gjort en reel forskel gennem deres udlån, og vi ser frem til samarbejdet i de kommende år.

Relateret indhold