Nu er det igen muligt at nominere byggeprojekter, der har en deklareret LCA-beregning, opfylder kravene til lavemissionsklassen, gerne kan fremvise en miljøcertificering og selvfølgelig er bygget i træ.
Bag prisen Årets Bæredygtige Træbyggeri 2023 står Foreningen Træ i Byggeriet, der lancerede prisen sidste år for at fremhæve danske byggerier med et bæredygtigt perspektiv gennem anvendelse af træ. Første bæredygtige træbyggeri til at vinde prisen var bofællesskabet Kløverbakken i Odder:
– Det gjorde de blandt andet, fordi de havde indtænkt bæredygtighed i flere parametre af projektet. Eksempelvis havde aktørerne bag projektet inkluderet de kommende beboere i beslutningerne om materialevalg, udformningen og beplantningen. Her lå fokusset på, at byggeriet primært skulle bygges af træ, og desuden var det vigtigt for dem at fremme den lokale biodiversitet, fortæller sekretariatschef i Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen.
Mange kvalificerede kandidater
Nu er det så tid til at indstille nye træbyggerier til Årets Bæredygtige Træbyggeri. De skal enten være under opførelse eller færdiggjort i 2023, som der står kriterierne for, at et byggeri kan blive nomineret til prisen:
– Byggeriet skal være et dansk byggeri, der er under opførelse eller færdiggjort i 2023
– Byggeriet skal være et træbyggeri
– Byggeriet skal have en deklareret LCA-beregning (livscyklusanalyse) iht. gældende beregningsregler
– Byggeriets CO2-aftryk skal opfylde kravene til lavemissionsklassen (den frivillige bæredygtighedsklasse) iht. gældende lovkrav (<8,0 kg CO2 ækvivalenter/m2/år)
– Byggeriet skal helst være DGNB-certificeret eller på anden måde miljøcertificeret
– Der skal sammen med nomineringerne vedlægges plantegning, billeder samt illustrationer af byggeriet.
Projekter kan indstilles til prisen her.
– Vi ser frem til at se de mange spændende projekter, der nomineres til prisen i år. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er mange kvalificerede kandidater derude, og de positive vinde for træbyggeriet øger feltet af potentielle kandidater, lyder det fra Lauritz Rasmussen.
Han tilføjer:
– Alle har mulighed for at nominere det byggeri, som, de mener, er Årets Bæredygtige Træbyggeri 2023. I den forbindelse vil det være både bygherren, arkitekten, ingeniøren og entreprenøren, der vinder prisen, da det er vigtigt for os at signalere, at et bæredygtigt byggeri er noget, man skaber i fællesskab, lyder det fra Lauritz Rasmussen, som også er en del af dommerkomitéen.
Dommerkomitéen består igen i år af erfarne fagfolk inden for byggebranchen:
– Martin L. Petersen, adm. direktør i Frøslev Træ
– Mikael Koch, arkitekt og direktør hos Træinformation
– Rob Marsh, Head of Sustainability i C.F. Møller
– Lauritz Rasmussen, sekretariatschef i Træ i Byggeriet.
Vinderen af prisen afsløres på Build in Wood-konferencen den 22. maj 2024 i København.