Atkins køber op i Norge

Med opkøbet af Terramar tilføres Atkins stærke kompetencer samt en stærk platform for videre vækst i det norske marked.
Terramar har blandt andet været med til at styre udbygningsprojektet af Holmenkollen i Oslo.
Terramar har blandt andet været med til at styre udbygningsprojektet af Holmenkollen i Oslo.

Atkins har opkøbt Terramar, som er en af Norges førende konsulentvirksomheder inden for projektledelse og styring af komplekse projekter og programmer.

Virksomheden har en stor og loyal kundekreds blandt store offentlige og private virksomheder såsom Jernbaneverket, Avinor, Statsbygg, Telenor, Oslo Universitetssykehus, Helse Sør-Øst og Finansdepartementet.

Krav om muskler

– Vi ser udviklingen i markedet, både internationalt og nationalt, gå mod stadig større og mere integrerede projekter. De store opgaver kræver store muskler, hvor struktur og ledelse, forståelse for teknologi som forandringsbærer, stor bredde i ydelser og kapacitet er afgørende for at sikre effektiv planlægning og forudsigelighed i gennemførelsen. Vi ønsker at være et naturligt førstevalg, når vores kunder skal realisere projekter, som er vigtige for deres forretning, eksistens og omdømme. Kombinationen af Atkins og Terramar er perfekt til dette formål, siger administrerende direktør i Terramar Pierre Bastviken.

– Skandinavien er et vigtigt satsningsområde for Atkins, og det er et tæt samarbejde mellem vores virksomheder i Norge, Sverige og Danmark. Det er vigtigt for os at styrke os inden for projektledelse og -styring i det norske marked, hvor mange store og interessante opgaver vil blive udbudt i de kommende år. Terramar har unikke projektledelseskompetencer, er yderst velrenommeret og veldrevet og er et perfekt match for at kunne løse opgaver i et marked i vækst, hvor vi har ambitioner om at spille en central rolle, siger administrerende direktør Håkon Dragsund i Atkins Norge.

Officielt til april

Atkins Norge og Terramar bliver formelt slået sammen til én virksomhed, Atkins Norge AS, 1. april næste år.

Pierre Bastviken bliver administrerende direktør for den samlede norske forretning, mens Håkon Dragsund fortsætter som direktør for strategi og forretningsudvikling for Atkins’ skandinaviske virksomheder.

Relateret indhold