At føre bolden frem

Bjørn Tving Stauning, Frederikssund Klimaforening.
Bjørn Tving Stauning, Frederikssund Klimaforening.

Der er et gab mellem befolkningens generelle viden om boligbyggeri og de kreative bestræbelser, der i dag udfolde sig i byggebranchen. Det vil en klimaforening i Frederikssund rette op på.

Den manglende viden skyldes nok især, at det jo ikke er alle borgere, der har brug for at vide, hvad der foregår på området. Men noget af årsagen er også, at branchen lever i dens egen lukkede verden. De udvikler produkterne for hinanden og den faglige snak foregår bag murene. Dialogen til befolkningen opstår først, når denne står overfor et mere eller minere akut behov for assistance. Og her er det de enkle og klassiske variabler, der kommer i spil: “Hvad koster det og hvor længe holder det?”

De mere nuancerede forhold, som materialernes bæredygtighed, fremtidssikring, isoleringsklausuler, æstetiske alternativer, er sjældent noget, man har baggrund for at interesserer sig for. Projektet skal overstås i en fart – og helst ligge indenfor rammen af, hvad kunde i øvrigt kan forestille sig. Det visionære er udebane.

Hul i hovedet

Men det er ærgerligt. Hvis der var en større synlighed af branchens kreativitet og nytænkning, ville mange byggeprojekter få en helt anden profil. Befolkningen ville fantasere over muligheder i et større felt og kunne fra starten opleve et mere symbiotisk forhold til den bolig de skulle bebo og leve deres liv i. Men megen renovering og nybyggeri følger traditionerne med en tendens over i det konservative.

Alle vil gerne score mål – men der skal også være nogen til at føre bolden frem.

Frederikssund Klimaforening er for anden gang ved at skabe rammerne om en Energi- og boligmesse. Vi ser naturligvis gerne, at parcelhusejere og ikke mindst boligselskaber finder måder, hvorpå de kan spare penge. Frederikssund Klimaforening vil også rette fokus mod den alt for høje udledning af CO2.

Her er det efter foreningens opfattelse et kardinalpunkt at almengøre boligbyggeriets mange bæredygtige løsninger – både hvad angår nybyggeri og renovering.

Når man i dag kan skabe energiakkumulerende huse, er det efter vores opfattelse hul i hovedet, at der stadig bygges med naturgas som eneste opvarmningskilde, når en familie handler efter gængs sædvane – og alle deres bekendte har gas eller oliefyr – vil tanker om jordvarme eller solfangere end ikke indfinde sig, og isoleringsmuligheder vil kun eksistere som et fordyrende aspekt, som man engang skal kigge lidt nøjere på.

Future World

Hvis kendskabet til byggebranchens udbud var større, ville familiernes horisont være tilsvarende større. Fantasiuniverset mangedobles og mulighederne undersøges ud fra en inspirerende indsigt. Derfor vil arrangørerne forsøge at opbygge en anderledes sektion “Future World”. Her skal man oprette en række ubemandede stande, som giver eksempler på det unikke og visionære. Det skal være en udstilling med forbindelse direkte til oplevelses-genet – lidt som man kunne træffe den på Louisiana.

Det har bare vist sig vanskeligt at lokke firmaerne ind i folden – og betale for det. Vi har svært ved at komme frem til de rette personer, som kan træffe den slags beslutninger.

De fleste virksomheder overlader til deres lokale forhandlere at promovere produkterne. Men de vil jo netop vil fremhæve det i forvejen kendte, som forventes at have salgspotentiale. “Future World” kunne blive et forum, hvor befolkningen mødte en reflekterende og klimabevidst branche og blev inspireret af at se hele paletten.

Frederikssund Klimaforening vil udover at bemande de normale messestande, fortsætter søgningen på virksomheder der har mod på at deltage i “Future World” frem til udgangen af august. Den 8. og 9. oktober afvikles messen og resultatet præsenteres som en tillægs-udstilling i de rammer de har fået op at stå.

Med et gran af lidt større velvilje fra de store firmaer, kunne det blive en skæg, men bæredygtig alliance mellem græsrodsfolket og de spillere på markedet, som har udviklet fantastiske løsninger.

Prisen for deltagelse er overskuelig og arrangørerne henter og bringer produkter gratis i hele hovedstadsområdet.

Se mere her.

Relateret indhold