Arkitema vil erobre Norden

Arkitema Architects opkøber den norske tegnestue ELN Arkitekter som en del af strategien, der kun har sigte på Skandinavien.
Partnerkredsen hos Arkitema Architects forventer at ansætte yderligere 130 medarbejdere i løbet af de næste fem år. Foto: Ernst Tobisch.
Partnerkredsen hos Arkitema Architects forventer at ansætte yderligere 130 medarbejdere i løbet af de næste fem år. Foto: Ernst Tobisch.

Arkitema har købt norske ELN Arkitekter og føjer dermed 28 nye medarbejdere til Oslo-kontoret. Arkitema beskæftiger nu 368 medarbejdere i Aarhus, København, Stockholm, Malmø og Oslo.

– Hos Arkitema Architects er strategien klar. Vi fokuserer udelukkende på det skandinaviske marked. Vi får ugentligt tilbud fra Asien og andre steder, men siger pænt nej tak. Vi bygger til Norden. Vores nuværende markedsandele gør, at der er rigeligt plads til at vokse inden for den nuværende strategi og forretningsmodel, siger partner og forretningsudviklingsdirektør i Arkitema Architects, Jørgen Bach.

Vi får ugentligt tilbud fra Asien og andre steder, men siger pænt nej tak. Vi bygger til Norden.

Jørgen Bach Partner, Arkitema Architects

Klar til konkurrence

Arkitema Architects og ELN Arkitekter har tidligere arbejdet sammen om Nytt Østfoldsykehus i Sarpsborg syd for Oslo, og målet med opkøbet er at sætte turbo på væksten i Norge.

– Ligesom med opkøbet af den svenske tegnestue Dot Arkitekter i 2011 fusionerer vi nu med en mindre, velfungerende arkitektvirksomhed, der er forankret i Norge. Sammensmeltningen af vores og deres kompetencer gør, at vi kan udfordre konkurrencen på det norske marked og forhåbentlig vækste med samme succes som i Sverige, siger Jørgen Bach.

I Sverige har Arkitema Architects oplevet stor vækst, hvor antallet af medarbejdere på Stockholm-kontoret siden 2012 er steget fra 29 til 75.

Stiler mod 500 ansatte

Jørgen Bach forventer, at Arkitema i løbet af de næste fem år vil vokse til 500 medarbejdere gennem øget specialisering og forankring på det skandinaviske marked.

Arkitema Architects står blandt andet bag projekter som Sluseholmen og KUA2, Københavns Universitet Amager og har senest vundet store projekter som Nexus Cph/De fire styrelser på Kalvebod Brygge, Bindesbøll Byen i Aarhus og er også valgt som hovedarkitekter på Faste Batteri på Islands Brygge.

Arkitema forventer en omsætning på 230 millioner kroner i regnskabsåret 2014, hvilket vil være en stigning på 13 procent sammenlignet med 2013. I samme periode er mederbejderantallet steget med knap 18 procent fra 313 til 368.

Med fusionen indtræder eksisterende partnere i ELN, Anne Guri Grimsby og Aasmund Bjørnstad, i partnerkredsen i Arkitema Architects.

Relateret indhold