Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen slår i et svar til Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten fast, at hvis en virksomhed benytter indlejet arbejdskraft, har virksomheden også et ansvar som arbejdsgiver for, at arbejdsmiljøreglerne overholdes i forhold til den indlejede arbejdskraft.
Når det skal afklares, hvilken arbejdsgiver der har ansvaret for, at arbejdsmiljøreglerne overholdes, lægges blandt andet vægt på, hvem der instruerer den beskæftigede og kontrollerer arbejdet, og hvem der stiller arbejdsrum, maskiner og redskaber til rådighed for udførelsen af arbejdet.
Af andre faktorer nævnes, hvem der bærer risikoen for arbejdsresultatet, og hvem der udbetaler løn til den beskæftigede.
Ansvar alvorligt
– Jeg lægger stor vægt på, at virksomhed sikrer, at arbejdsmiljølovgivningen overholdes, uanset om det er virksomhedens egne ansatte eller indlejet arbejdskraft, som udfører arbejdet. Virksomhederne skal tage deres ansvar alvorligt, så de sikrer, at alle der arbejder under deres ansvar, kan udføre deres arbejde på sund og sikker vis uden at skulle risikere liv og legeme, svarer Mette Frederiksen.
– Formålet med at tage udgangspunkt i de aktuelle og konkrete forhold er at sikre, at det er den virksomhed, der reelt har mulighed for at forebygge arbejdsskader og for at sørge for, at arbejdsmiljøreglerne overholdes, der gøres ansvarlig som arbejdsgiver, forklarer ministeren.
Fakta
Indlejet arbejdskraft er en person en virksomhed, der udfører arbejde i en anden virksomhed.
En virksomhed har pligt til at sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens regler.