Arbejdet trækker ud på letbanetunnel

Hovedstadens Letbanes arbejder på en ny tunnel under sporene på Lyngby Station, men arbejdet tager længere tid end forventet.
Hindringer i jorden forsinker tunnelarbejdet på Lyngby Station. Pressefoto.
Hindringer i jorden forsinker tunnelarbejdet på Lyngby Station. Pressefoto.

Letbanen i tal

  • Letbanen strækker sig over 28 kilometer mellem Lyngby og Ishøj
  • Den går igennem otte kommuner og får 29 stationer undervejs
  • Letbanen ruller ud på sin første tur i 2025
  • Der bliver omstigning til S-tog på seks stationer: Lyngby, Buddinge, Herlev, Glostrup, Vallensbæk og Ishøj
  • Letbanen kører hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen og i weekenden
  • 11 kommuner og Region Hovedstaden står bag Hovedstadens Letbane.
  • Den største letbanestation bliver Glostrup med over 6000 passagerer på et hverdagsdøgn.
  • 13-14 mio. passagerer ventes at bruge letbanen årligt.
  • Prisen på letbanen er ca. 6,2 mia. kr. (2017-priser). Heri indgår en reserve på godt 1 mia. kr.
  • Der kan være ca. 260 mennesker i et letbanetog. Det svarer til cirka fire bybusser.

Frem til uge 42 skal passagerer, der rejser gennem Lyngby med S-tog, fortsat skifte tog på Lyngby Station. Det skyldes arbejdet med Hovedstadens Letbane, hvor der lige nu bygges en ny tunnel til letbanen under viadukten ved stationen.

Arbejdet skulle være afsluttet i slutningen af september, men fortsætter nu frem til medio oktober, da der blandt andet er fundet et gammelt betonfundament i jorden samt flere store granitsten, som har besværliggjort arbejdet med at lave de store betonvægge til tunnelen.

– Vi beklager meget de gener, som arbejdet medfører for passagererne. Desværre er der konstateret mange hindringer i jorden, som har besværliggjort arbejdet for vores entreprenør, men vi arbejder på højtryk for at blive færdige, siger Patrik Magnusson, der er projektdirektør i Hovedstadens Letbane.

Lige nu arbejder Hovedstadens Letbane intenst sammen med projektets entreprenør, Aarsleff, på at finde løsninger, som kan forkorte arbejdet.

Siden slutningen af juni har passagerer skullet skifte tog på stationen og har dermed haft en skiftetid på syv minutter i dagtimerne. Flere toglinjer har også færre afgange som følge af arbejdet.

Desværre er der konstateret mange hindringer i jorden, som har besværliggjort arbejdet for vores entreprenør, men vi arbejder på højtryk for at blive færdige.

Relateret indhold