Apple dropper datacenter i Aabenraa

I stedet vil it-virksomheden koncentrere sig om sit datacenterbyggeri i Viborg.
Grunden på 285 hektar er nu i stedet ledig til nye investorer. Foto: Colourbox.
Grunden på 285 hektar er nu i stedet ledig til nye investorer. Foto: Colourbox.

Apple har i dag meddelt Aabenraa Kommune, at man ikke ønsker at fortsætte datacenterbyggeriet på den 285 hektar store byggegrund ved Kassø uden for Aabenraa. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Ifølge kommunen er der tale om en forretningsbeslutning, hvor man ønsker at koncentrere sig om datacenterbyggeriet i Viborg i stedet.

– Det kommer fuldstændigt uventet for os, at Apple i dag på et telefonmøde orienterer os om, at man ønsker at afhænde sin byggegrund. Aabenraa Kommune har arbejdet med Apple i lang tid for at skabe grobund for et af verdens største datacentre. Det er dog samtidig min opfattelse, fra min samtale med Apple i dag, at der tale om en overordnet strategisk forretningsbeslutning truffet i USA, og at beslutningen er truffet helt uafhængigt af forhold i Aabenraa Kommune. Der har både i dag og hidtil været megen ros af lokale samarbejdspartnere og Aabenraa Kommune fra Apples side, siger direktør Stig Isaksen.

Apple annoncerede i sommeren 2017, at man havde købt jorden til etableringen af et datacenter. Samme år købte Google en stor nabogrund til Apple. Derfor er Aabenraa kommune i løbende kontakt med andre virksomheder i datacenterindustrien, som overvejer at etablere sig i Danmark og Aabenraa.

– Det her er uden tvivl et uønsket bump på vejen for Aabenraa Kommunes lange indsats for at skabe arbejdspladser og øget bosætning ud af etableringen af datacentre i Aabenraa Kommune. Heldigvis er Apple ikke den eneste spiller på det marked, og som vores Datacenterstrategi jo tydeligt beskriver, har vi en målrettet strategisk indsats, som blandt andet sigter mod to datacentre i drift og to under planlægning i 2022. Det mål arbejder vi stadig benhårdt for at nå, selvom Apples uventede besked i dag nok risikerer at forsinke os, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen.

Relateret indhold