Antallet af OPP-projekter daler

Tre igangværende og ingen på tegnebrættet. Det er situationen lige nu for byggeriet i offentligt-privat-partnerskabs-regi.
Der er færre OPP-projekter i gang lige nu, end set siden starten i 2004. Foto: Colourbox.
Der er færre OPP-projekter i gang lige nu, end set siden starten i 2004. Foto: Colourbox.

Der er ikke længere den store interesse for OPP-projekter viser en opgørelse som Byens Ejendom – Videncenter for Byudvikling har udarbejdet.

I de seneste fire år fra 2015-2018 er der igangsat syv OPP-projekter – såkaldt offentlig-private partnerskaber. De foregående fire år var tallet på 22 OPP-projekter. I dag er der kun tre igangværende OPP-projekter til en samlet værdi af 1,5 milliarder kroner. De styres alle af Bygningsstyrelsen. Ingen nye er på tegnebrættet.

OPP-projekter udmærker sig ved, at værdien af OPP-aftalen også omfatter udgifter til udlejning, forsyning, drift og vedligeholdelse i kontraktperioden, som ofte er på 20-30 år.

Det har grundet ferie ikke været muligt at få en kommentar fra Bygningsstyrelsen, om der er flere OPP-projekter i støbeskeen.

De tre nuværende OPP-projekter er:

Kontorejendom til Udlændingestyrelsen i Næstved til en samlet pris af 335 milioner kroner. Byggeriet står færdigt i 2020. OPP-leverandøren er A. Enggaard sammen med AART Architects, Arne Elkjær og driftsleverandøren Caverion. Drift og vedligehold af bygningen er sat til 20 år

Kontorejendom til Banedanmark i Ringsted til 400 millioner kroner, som skal stå færdig i 2020. OPP-leverandøren er KPC sammen med med Henning Larsens Architects, Midtconsult og Newsec-Datea. Drift og vedligehold af bygningen er sat til 20 år

Samt Ny Østre Landsret til Domstolsstyrelsen til 733 millioner kroner, som skal står færdig i 2021. OPP-leverandøren er A. Enggaard sammen med Henning Larsen Architects og Norconsult. OPP-leverandøren vil have ansvar for drift af bygningen i 20 år.

Der har i følge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen været i alt 47 OPP-projekter siden den spæde start i 2004.

Relateret indhold