Antallet af arbejdsulykker stiger efter sommerferien

Sommerferien sidder stadig i hovedet, når håndværkerne vender tilbage til arbejdet, og det betyder, at der sker flere arbejdsulykker i den kommende periode.
Det er vigtigt at holde tungen lige i munden, når man vender tilbage til byggepladsen efter endt sommerferie. Der sker 22 procent flere arbejdsulykker i september end i juni, hvilket skyldes, at sikkerhedsrutinerne først skal indarbejdes igen efter ferien. Foto: Colourbox.
Det er vigtigt at holde tungen lige i munden, når man vender tilbage til byggepladsen efter endt sommerferie. Der sker 22 procent flere arbejdsulykker i september end i juni, hvilket skyldes, at sikkerhedsrutinerne først skal indarbejdes igen efter ferien. Foto: Colourbox.

NCC’s sikkerhedsråd

  • 1. Tænk dig altid godt om – gerne to gange, før du går i gang med en opgave. Planlæg din opgave og giv dig selv og dine kolleger tid til at risikovurdere hele opgaven, før I går i gang.
  • 2. Stop op. Sker der noget usikkert undervejs i opgaven, så sig fra. Tag en timeout, genovervej opgaven, og planlæg den på ny, før du går videre.
  • 3. Sig fra og respekter hinanden. Hvis der er en opgave, du ikke bryder dig om at udføre, så sig fra – det er meget vigtigt, og det skal respekteres fuldt ud – også hvis andre siger fra.
  • 4. Ryd op. Sikkerhed er også i de små ting – ryd derfor altid op efter dig selv. Så får andre også lyst til at rydde op og tage deres affald med. På den måde minimerer vi antallet af f.eks. snuble- og vridskader.
  • 5. Husk dit udstyr. Overvej din opgave nøje, så du også husker at bruge de rigtige hjælpemidler og det rigtige værktøj.
  • 6. Ledelsen skal bakke op. Vi har en tydelig opbakning fra ledelsen, og det er vigtigt! De viser, at vi kan og skal sige fra, og så de har sat nogle høje sikkerhedskrav, som også tydeligt viser os, hvad de forventer.
  • 7. Tænk på dem omkring dig. Overvej også dine kollegers og andre faggruppers sikkerhed i forbindelse med din opgave.
  • 8. Stil spørgsmål. Vær sikker på, at du har forstået helt præcist, hvad det er, du skal lave, og hvad håndværkerne omkring dig skal lave – det er ok at stille spørgsmål.
  • 9. Brug din sunde fornuft. Og husk at lære af uheld og tæt på-ulykker. På den måde beholder du din sunde fornuft.
  • 10. Instruér nye kolleger. Når du får nye kolleger, så er det vigtigt at instruere dem i arbejdsgangene og NCC’s måde at arbejde med sikkerhed. De skal også vide, at det er i orden at sige fra.

Når sommerferien er forbi, stiger antallet af arbejdsulykker i byggebranchen traditionelt. Ifølge tal fra Arbejdstilsynet stiger antallet af anmeldte arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen i månederne umiddelbart efter sommerferien, og de seneste tal viser, at der fra 2008-2013 gennemsnitligt er sket knap 5000 ulykker om året i branchen. Det gennemsnitlige antal af anmeldte arbejdsulykker fordelt på årets 12 måneder fra 2008-2013 topper med en stigning på godt 22 procent i september måned sammenlignet med juni.

Entreprenøren NCC Construction har historisk set også oplevet en stigning i antallet af ulykker lige efter sommerferien. I denne tid sætter NCC derfor ind med øget fokus på sikkerheden, og på byggepladserne støtter håndværkerne hinanden i at huske de gode rutiner.

For mange af os er hovedet stadig fyldt med minder fra ferien. Sikkerhedsrutinerne skal derfor genopfriskes, når vi skifter grillhandsken ud med arbejdshandsker.

Nichlas Laage-Petersen Elektriker hos NCC Construction

Rutiner skal genopfriskes

– For mange af os er hovedet stadig fyldt med minder fra ferien. Sikkerhedsrutinerne skal derfor genopfriskes, når vi skifter grillhandsken ud med arbejdshandsker. Så vi forsøger især her efter sommerferien at tale meget om sikkerheden. Vi skal jo passe på hinanden, så vi sammen kan undgå ulykkerne, siger Nichlas Laage-Petersen, elektriker hos NCC Construction, i en pressemeddelelse.

En sund sikkerhedskultur bygger i bund og grund på sund fornuft, og det afspejler sig også i de ti sikkerhedsråd, som Nichlas Laage-Petersen og et par af hans kolleger i NCC har stillet op. Rådene skal være med til at sætte sikkerheden i højsædet i NCC og måske også i resten af branchen.

NCC Construction opfordrer desuden alle deres byggepladser til at holde “velkommen tilbage-møder” i ugerne efter sommerferien. På den måde bliver alle mindet om sikkerheden, inden de går i gang med arbejdet.

Relateret indhold