Byggeriet stod færdigt for et års tid siden, og det fremhæves i motiveringen for, at bygningen er opført med respekt for det omkringliggende miljø og de historiske lag – uden at gå på kompromis med sine arkitektoniske ambitioner.
Kollegiet roses især for at skabe en fantastisk ramme om ikke alene et godt studieliv, men også et engageret socialt liv for de unge beboere.
– Vi har ønsket at skabe et moderne hus, der signalerer den dynamik og det liv, der skal foregå i kollegiet. Samtidig har vi været opmærksomme på, at byggeriet skal udfylde og danne en smuk og harmonisk afslutning på hjørnet ved Havnegade og Helgolandsgade, siger Niels Bondrup Jensen, konkurrencechef hos LINK arkitektur.
Fællesskab og bæredygtighed
Kollegiebyggeriet indeholder enestående fællesarealer, samtidigt med at de fleksible boliger besidder en rå og sanselig æstetik, som kan udvikle sig med den enkelte beboer og danne en hjemlig, tryg ramme for den unges hverdag. Bygningen er disponeret således, at de fælles, aktiverende funktioner og områder danner en sammenhængende fællestrappe af rumligheder og terrasser, der gennembryder bygningens hjørne.
Alssund-Kollegiet, der er opført i 2020-energistandard og har en DGNB sølv-certificering, forholder sig desuden meget konkret til bæredygtighed og motiverer beboerne til en miljørigtig adfærd.
LINK arkitektur har været designansvarlige på projektet, og selve byggeriet blev tegnet i samarbejde med Arkitekterne Blaavand & Hansson fra Sønderborg. LINK arkitektur har desuden tegnet landskabsarkitekturen omkring kollegiet.
Byggeriet er opført i samarbejde med entreprenørfirmaet Bo Michelsen og ingeniørvirksomheden Sweco. Bygherre er Kollegiernes Kontor i Sønderborg.
Anerkendelsen for Smuk Bygningskultur uddeles af Sønderborg Kommune i samarbejde med museet på Sønderborg Slot og foreningen By og Miljø.