Flere danske virksomheder har opfordret regeringen til at nedsætte et nyt partnerskab for bl.a. at skabe en fælles ramme for, hvordan virksomhederne bedst handler på den natur- og biodiversitetskrise, verden står i, hvor plante- og dyrearter uddør hurtigere end nogensinde før.
Bl.a. foreslog Dansk Industri og Verdensnaturfonden, WWF, sidste år et biodiversitetspartnerskab.
Nu har miljøminister Magnus Heunicke sammen med centrale erhvervsaktører så dannet et nyt partnerskab, der netop skal hjælpe danske virksomheder i deres frivillige indsatser for at beskytte verdens natur.
Det nye partnerskab hedder Biodiversitetspartnerskabet og vil ud over Miljøministeriet bestå af 15 organisationer og to forskere.
– Biodiversitetskrisen er en af vor tids største udfordringer, og vi har pligt til at løse den i fællesskab. Det er positivt, at erhvervslivet rækker ud for at give deres bidrag til at få vendt udviklingen, så biodiversiteten igen kan blomstre, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Han tilføjer:
– Jeg er også klar til at lytte til virksomhedernes anbefalinger til, hvordan vi fjerner barrierer eller skaber incitamenter til, at deres aftryk på naturen bliver mindre og mere bæredygtigt.
National og international videndeling
Mange danske virksomheder har i stigende grad fokus på at nedbringe deres globale aftryk på natur- og biodiversiteten, men ofte mangler de viden og klare rammer.
Derfor skal det nye partnerskab vejlede virksomhederne i, hvordan de i deres produktion og forsyningskæder bedst beskytter biodiversiteten og samtidig pege på, hvilke barrierer virksomhederne støder på, når de sætter biodiversitetsindsatser i gang i deres virksomheder og i deres globale værdikæder:
– Det er et stærkt partnerskab bestående af vigtige organisationer og myndigheder på tværs af samfundet, som tager ansvar og nu går sammen for at finde de nødvendige løsninger, der kan bidrage til at stoppe natur- og biodiversitetskrisen, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri, og tilføjer:
– Vi skal dele viden og erfaringer nationalt og internationalt, udbrede løsningerne i stor skala og finde ud af, hvordan vi bedst tænker biodiversitet ind i virksomhedernes forretning, når der skal udvikles fødevarer, medicin, infrastruktur med mere til gavn for hele samfundet.
Rejste ikke til Månen, fordi det var let
Også i Dansk Erhverv glæder adm. direktør Brian Mikkelsen sig over initiativet:
– Natur og biodiversitet er centralt for os alle som mennesker og for planeten, men det er også forretningskritisk for virksomheder på den helt lange bane i forhold til adgang til bæredygtige ressourcer og råstoffer. Derfor er vi meget glade for ministerens initiativ om et biodiversitetspartnerskab.
– John F. Kennedy sagde forud for rejsen til månen, at vi vælger at rejse til månen i dette årti, ikke fordi det er let, men fordi det er svært. Måling af indvirkning på natur og biodiversitet er også svært, og netop derfor er et partnerskab på tværs af myndigheder, virksomheder og civilsamfundsorganisationer helt centralt. Det bliver et stort ‘ja tak’ herfra, siger han.
Organisationer og bidrag
Formandskabet for Biodiversitetspartnerskabet varetages af Miljøministeriet. Følgende organisationer er inviteret til at indstille medlemmer til partnerskabet:
– Dansk Industri
– Dansk Erhverv
– Landbrug & Fødevarer
– Dakofo
– Dansk Skovforening
– Green Power Denmark
– Dansk Mode & Textil
– FinansDanmark
– F&P
– Concito
– Danmarks Naturfredningsforening
– Global Compact
– WWF Verdensnaturfonden
– 3F
– Tænketanken Hav
Derudover udpeger miljøministeren to forskere.
Inden for et år forventes partnerskabet at levere bidrag til:
– Anbefalinger til danske virksomheder om, hvordan de bedst handler på biodiversitetsområdet
– Anbefalinger til myndigheder om oplevede barrierer og mulige incitamentsstrukturer
– Anbefalinger til forsknings- og vidensinstitutioner om vidensbehov
– Anbefalinger til evt. videre indsatser for partnerskabet, herunder evt. nedsættelse af sektorspecifikke eller tematiske arbejdsgrupper/underpartnerskaber