Ifølge erhvervsskolerne koster det cirka ti millioner kroner at holde optagelsesprøver for de cirka 21.000 elever, der ikke har opnået karakteren 02 i dansk og matematik i folkeskolen, som er kravet for at blive optaget.
Undervisningsminister Christine Antorini fremhæver dog samtidig, at der i forbindelse med indførelsen af adgangskravene er etableret en mulighed for optagelse ud fra en helhedsvurdering baseret på en prøve og en samtale.
Formålet er, at det uddannelsesforløb, eleven vælger, påbegyndes på det rette indgangs-niveau uden dobbeltuddannelse, og at elevens eventuelle behov for supplerende undervisning bliver vurderet
Christine Antorini Undervisningsminister
Prøven, som er i dansk og matematik, er centralt udviklet og skal sammen med samtalen danne grundlag for en helhedsvurdering af en ansøgers faglige potentiale.
Samme elever
På baggrund af de elever, der blev optaget på erhvervsuddannelserne i 2013, er det ifølge undervisningsministeren anslået, at cirka 10.000 ansøgere ikke opfylder adgangskravet i dansk og cirka 11.000 ansøgere ikke opfylder adgangskravet i matematik:
– Men for en meget stor dels vedkommende vil det være de samme elever, der skal til de to prøver, således at antallet af samtaler, der skal holdes, er væsentligt mindre end de 21.000, påpeger ministeren, som understreger, at der fra centralt hold er penge til optagelsesprøverne.
Der er dog ikke afsat penge direkte til erhvervsskolerne, da disse i forvejen har skullet vurdere elevernes faglige potentiale, når de begynder på en erhvervsuddannelse.
Kompetencer
– Til brug for uddannelsesplanen skal skolen have gennemført en kompetencevurdering af eleven i almindelighed inden to uger fra påbegyndelse af undervisningen. Denne vurdering skal omfatte en konkret beskrivelse af elevens forudsætninger i forhold til den primært ønskede uddannelse, herunder et eventuelt behov for supplerende undervisning. Vurderingen foretages blandt andet på grundlag af elevens forudgående skoleundervisning, uddannelse eller beskæftigelse. Vurderingen skal tillige give eleven en klar forståelse af egne forudsætninger og behov. Formålet er, at det uddannelsesforløb, eleven vælger, påbegyndes på det rette indgangs-niveau uden dobbeltuddannelse, og at elevens eventuelle behov for supplerende undervisning bliver vurderet, forklarer Christine Antorini.