Byplanprisen siden 1996
- Byplanprisen uddeles af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen, og prisen er uddelt siden 1996. Byplanprisen tildeles hvert år til en kommune, en region eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for at fremme gode, smukke eller innovative bymiljøer.
- I juryen for Byplanprisen sidder Lisbeth Nørskov Poulsen og Mads Rue, udpeget af Akademisk Arkitektforening, og Maj Green og Lene Krogh, udpeget af Dansk Byplanlaboratorium, samt Peer Frank, udpeget af Foreningen af Byplanlæggere.
Aalborg Kommune har vundet Byplanprisen 2016 for vedholdende arbejde med realisere de mange forskellige projekter og byrum, der skaber helheden i havnefronten. Det er netop blevet afsløret ved Byplanmødet i Malmø, hvor 650 planlæggere og politikere er samlet for at diskutere forvandling af byer. Byplanprisen uddeles af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen.
– Byplanlægning er en disciplin, der kun for alvor kan lykkes, når kommune, borgere, private investorer, virksomheder og institutioner løfter sammen – og det er det, Aalborg har gjort. Aalborg Kommune og kommunens dygtige byplanlæggere fortjener i særlig grad Byplanprisen, fordi de har formået at gøre en stærk vision for byen og udviklingen af havnefronten til hele byens anliggende, siger formand for Arkitektforeningen, Natalie Mossin.
Aalborg Kommune og kommunens dygtige byplanlæggere fortjener i særlig grad Byplanprisen, fordi de har formået at gøre en stærk vision for byen og udviklingen af havnefronten til hele byens anliggende.
Natalie Mossin Formand, Arkitektforeningen
Mange projekter
På havnefronten i Aalborg er blandt andet ungdomsboliger, Musikkens hus, Utzon Center, Nordkraft, havnebad, Jomfru Ane Parken, Slotspladsen og Aalborg Universitet nogle af de vigtige elementer, der har skabt gode udflugtsmål og faciliteter for borgerne i Aalborg.
– Den byudvikling, vi har set på havnefronten i Aalborg, har krævet både visioner og mod og matcher på bedste vis de kvaliteter, der kræves for at modtage Byplanprisen. Projekterne sikrer offentlig adgang til havnen og vandet og hænger flot sammen. Det er en havn for alle og et flot og inspirerende fyrtårn for alle, der arbejde med byplanlægning, siger bestyrelsesformand i Dansk Byplanlaboratorium, Maj Green.
Juryen har i bedømmelsen også lagt vægt på, at der er skabt en vellykket interaktion mellem de aktiviteter, der foregår indenfor i bygningerne og de fælles byrum. Udformningen og materialevalget er gennemtænkt og tilpasset det rå havnemiljø, lyder vurderingen. Aalborg kommune har ifølge arrangørerne af Byplanprisen investeret massivt i bygninger og byrum af høj kvalitet, men den samlede byudvikling er skabt i et tæt samarbejde mellem kommunen, private investorer, fonde og boligselskaber i en periode, der har været præget af finanskrisen.
En blåstempling
Byplanprisen blev modtaget af Aalborgs rådmand Hans Henrik Henriksen fra By- og Landskabsforevaltningen.
– Prisen er en blåstempling og en flot anerkendelse, som vi er meget stolte af. Og samtidig en velfortjent kvittering til vores forvaltninger. Vi har en mængde af aktiviteter på havnefronten og har fået åbnet havnen for borgerne, siger Hans Henrik Henriksen.
Aalborg kommune vandt Byplanprisen i tæt opløb med Billund kommune og Herning kommune.