A. Enggaard, der er en familieejet entreprenørkoncern i 3. generation, har gennem de senere år for alvor konsolideret sig som en af landets større entreprenør- og byudviklingsvirksomheder.
Det viser også seneste regnskab fra koncernen, nemlig årsregnskabet 2020. Og trods starten i Aalborg, har man nu har størstedelen af sine aktiviteter uden for Nordjylland herunder især i Aarhus, Odense, København, Fredericia, Silkeborg og Sønderborg.
– Vi har generelt haft et godt år, og vi er meget tilfredse med koncernens resultater og strategiske udvikling. Siden marts 2020 har vi som mange andre virksomheder skullet navigere i en ny virkelighed i coronapandemiens skygge, men også den udfordring har vores medarbejdere håndteret med bravur ved dygtigt og loyalt at tage behørigt hensyn til både hinanden og omgivelserne og samtidig holde hjulene i gang på vores projekter på tværs af landet, siger entreprenør Asger Enggaard.
I regnskabsåret 2020 realiserede A. Enggaard Holding A/S trods enkelte udskudte og annullerede ordrer som følge af coronakrisen en omsætning på 2,0 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på godt seks procent sammenlignet med 2019. Samtidig steg indtjeningen (resultat efter skat) til 197,8 millioner kroner.
Markedet er med
Det stærke resultat er skabt i et gunstigt marked for fast ejendom, forklarer Asger Enggaard videre.
Årets resultat er også positivt påvirket af avancer ved salg og værdiregulering af ejendomme samt kursgevinster ved låneomlægninger.
– Vi er meget tilfredse med resultatet og har et styrket fundament til fremtidige investeringer både internt og eksternt, fortæller Asger Enggaard.
Erfaring med OPP
Foruden fremgang i virksomhedens byudviklingsprojekter har A. Enggaard i løbet 2020 afleveret flere store projekter, herunder PFA Kollegiet i Nørresundby og ikke mindst Udlændingestyrelsen nye bygning i Næstved, der er opført som et Offentlig Privat Partnerskab (OPP).
Det var A. Enggaards niende OPP/OPS-byggeri inden for de seneste 10 år.
– Vi har opnået en solid erfaring med OPP og mener generelt, at det er en samarbejdsform til stor gavn for både den offentlige bygherre og den private sektor. I øjeblikket arbejder vi på at opføre den nye Østre Landsret i Københavns Nordhavn, der også er et OPP-byggeri, og som efter planen vil stå klar til ibrugtagelse ultimo 2021, siger Asger Enggaard.
Store projekter forude
Både 2020 og de første måneder af 2021 har budt på en række nye og markante projekter for A. Enggaard.
Sammen med PKA løftede A. Enggaard i august sløret for en aftale med statens ejendomsselskab Freja Ejendomme om overtagelse og udvikling af Vridsløselille Fængsel i Albertslund, mens virksomheden tidligere på foråret for alvor etablerede sig som en stor aktør i Odense gennem dels en samarbejdsaftale med Odense Kommune og Lindø Port of Odense om udviklingen af hele Odense Inderhavn, og dels en samarbejds- og intentionsaftale med Steen & Strøm om udviklingen af den såkaldte Viva-grund centralt i Odense.
– Vi har en rigtig god og solid ordrebeholdning og nogle utroligt spændende byudviklingsprojekter i pipelinen, og vi ser frem til fortsat at tage fat sammen med pensionskasser, kommuner og vores øvrige samarbejdspartnere. Fremtiden ser med andre ord ganske fornuftig ud, siger Asger Enggaard.
