Bæredygtighed er et buzzword i byplanlægning, men i Vinge og Deltakvarteret bliver det ifølge projektlederne mere end bare snak. Husene skal nemlig være lavenergi eller passivhuse og opvarmes af jordvarme.
– Vi stiller krav til bæredygtighed fra starten for at sikre at vores høje ambitioner for Vinge bliver fastholdt, siger Thomas Sichelkow og tilføjer:
– Vi skaber en bydel, der skal være gearet til fremtidens udfordringer, og da vi ikke kender dem, er det svært. Vi får blandt andet lavet en bæredygtighedscertificering af området, for at sikre Deltakvarteret bliver maksimalt bæredygtigt.
Regnvandshåndtering
Planlægningen af den nye bydel “Deltakvarteret” har et utraditionelt udgangspunkt, idet regnvandshåndtering har været en helt central udfordring, som skulle løses. Det har betydet, at al regnvand i bydelen føres til et stort vådområde – deltaet, som er centralt i bydelen og som forgrener sig ud i hele området, så vandet på den måde bliver brugt som en del af landskabet. Området går derfor fra at være en mark til at blive en by med mange små grønne områder, der hver især bliver biotoper i byen, hvilket skaber et varieret dyre- og planteliv i Vinge.
– Naturen bliver ikke påklistret og presset ind mellem husene i Deltakvarteret. Alle bygninger er placeret med udgangspunkt i de eksisterende og kommende naturværdier, siger Sanne Lowen Damgaard, der er projektleder hos tegnestuen SLA, der har tegnet Deltakvarteret.
Arkitekturen bliver bestemt af beboerne
Arkitekturen i Deltakvarteret bliver et kapitel for sig. Frederikssund Kommune har med inspiration fra nye byer i Holland valgt, at alle husene i kvarteret skal være forskellige.
– Vi vil gerne skabe en by med spændende arkitektur og diversitet. Derfor lader vi de kommende husejere selv tage beslutning om, hvilke huse de vil bygge. Vi stiller krav til størrelse, placering på grundene og bæredygtighed. Vi vil gerne have varieret bebyggelse, men hvordan den variation skabes er op til de enkelt grundejere i samarbejde med Frederikssund Kommune, siger Thomas Sichelkow.
Planen for Deltakvarteret er lavet af tegnesten SLA.