2E Bolig opfører 150 boliger i Nærheden

2E Bolig skal etablere et grønt boligområde bestående af 150 moderne boliger i den nye bydel Nærheden ved Hedehusene.
2E Bolig skal opføre 150 boliger i Nærheden.
2E Bolig skal opføre 150 boliger i Nærheden.

Den netop underskrevne købsaftale mellem 2E Bolig Projektsalg og NærHeden P/S omfatter byggeret til 150 ejerboliger. Boligbyggeriet, der får et samlet omfang på 14.000 etagemeter, kommer til at ligge 100 meter fra en ny folkeskole, der bygges som science-skole i partnerskab med Lego Education. Få hundrede meter fra de kommende boliger ligger Hedehusene Station og det fredede naturområde Sejlbjerg Mose samt Naturpark Hedeland, der blandt andet byder på golfbane, skibakke og rideklubber. Et grønt parkstrøg, der anlægges tæt ved boligerne, fører beboerne rundt til byens knudepunkter.

De rigtige rammer

– I Nærheden synes vi endnu en gang, at vi har fået en enestående mulighed for at placere vores unikke boliger i de helt rigtige rammer. Med egen skole, nem adgang til grønne områder og kun 20 minutter fra Hovedbanegården kan Nærheden tilbyde noget af det bedste fra forstaden. Oven i kommer noget af det bedste, man kender fra byen: Gode byrum, fælles faciliteter og liv i gaden. Det har vi erfaring for, at mange familier finder attraktivt, siger direktør og ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard fra 2E Bolig Projektsalg.

Det fuldmurede boligbyggeri udformes med en kombination af fritliggende kædehuse på enten 130 kvm eller 140 kvm i to etager med store tagterrasser og moderne lejligheder på 75-95 kvm i 3 og 4 etagers ejendomme. Husene udbydes til salg som ejerboliger. En enkelt af 2E’s ejendomme med lejligheder opføres i 5 etager og etableres samtidig som et synligt landemærke i den nye bydel. De første af 2E Bolig Projektsalgs boliger ventes indflytningsklar til foråret 2018.

Belønnet masterplan

Gode byrum mellem husene og attraktive fælles faciliteter vægtes som noget helt centralt i Nærhedens overordnede masterplan, for hvilken Arkitema Architects for nyligt blev belønnet med en World Architecture Festival Award for bedste ‘future masterplan’.

Også i 2E Bolig Projektsalgs byggeri er der tænkt over udearealerne, som er designet af Lendager Arkitekter. De private haver anlægges med direkte adgang til grønne fællesarealer, og selve fællesarealerne udformes med mulighed for at etablere grillpladser, legepladser og nyttehaver.

Hos byudviklingsselskabet NærHeden P/S er der også glæd over samarbejdsaftalen.

– 2E’s projekt er på mange måder indbegrebet at det, vi har besluttet skal være kendetegnende for Nærheden – et varieret, men overvejende tæt-lavt kvalitetsbyggeri, der er orienteret mod byens rum og med gode attraktive fælles arealer, der kan være med til at styrke fællesskabet mellem beboerne, siger Ole Møller, der er direktør i byudviklingsselskabet NærHeden P/S.

Relateret indhold