De 17 fagentreprenører på LIFE
- – AJOS A/S
- – C C Brun Entreprise A/S
- – CRH Conrete A/S
- – Langbjerg ApS
- – HSHansen A/S
- – Krogsgaard og Co Aps
- – KN Tagdækning
- – Husum Entreprise A/S
- – DEKO P/S
- – Viebke & West Malerfirma A/S
- – BTN Byg ApS
- – Brønnum ApS
- – SIF Gruppen A/S
- – IMS/VVS A/S
- – E. Klink A/S
- – KONE A/S
- – OK Nygaard
Det 4.000 kvadratmeter store læringscenter LIFE Campus står klar i 2021, og en stor del er bygget af unge lærlinge i byggefagene. LIFE, som er støttet af Novo Nordisk Fonden, har nemlig valgt at prioritere entreprenører med lærlinge, hvilket har resulteret i, at ikke færre end 25 håndværkerspirer bliver en del af byggeholdet. Dermed bliver mere end 15.000 timers arbejde på projektet udført af lærlinge.
– Vi er i LIFE stolte over, at det er lykkedes at skabe så mange uddannelsespladser til lærlinge som en del af LIFE-byggeriet. LIFE er et nyt nationalt læringsinitiativ til børn og unge fra landets grundskoler og ungdomsuddannelser. Derfor skal der selvfølgelig også være lærepladser til elever fra erhvervsuddannelserne, så de kan dygtiggøre sig og få en masse praktisk erfaring via byggeriet af LIFE Campus i Lyngby, siger LIFE-direktør Christine Antorini.
Specialforløb til lærlinge
Det høje antal lærlinge vækker også stor begejstring hos Christian Østerby Knudsen fra Rambøll Danmark, som er projektdirektør på LIFE Campus-byggeriet.
– Jeg synes, det er vildt sejt, at vi har fået så mange lærlinge med ombord. Vi skrev i udbudsmaterialet, at entreprenører med lærlinge ville blive foretrukket, hvis nogle af kandidaterne stod lige. Og det gav pote, fortæller han.
Som en ekstra bonus er LIFE sammen med en række fagfolk ved at arrangere et specieludviklet læringsforløb til lærlingene under deres daglige gang på LIFE Campus-byggepladsen.
– Tanken er at give lærlingene noget viden om de processer, der foregår på en byggeplads. Projektet er stadig på tegnebrættet, men jeg tror, det bliver rigtig spændende. Og det kunne jo være fantastisk, hvis det viser sig, at vi kan bidrage med noget ekstra til de unge menneskers uddannelse, siger Christian Østerby Knudsen.
Rambøll Danmark står for projektledelse og bygherre-rådgivning af LIFE Campus-byggeriet, mens COWI er totalrådgiver for projekteringen. Bygningen er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, og NT Consulting står for selve byggeledelsen på byggepladsen. Desuden bidrager ca. 17 forskellige fagentreprenører til de forskellige bygge- og indretningsopgaver.