– Vi er rigtig glade for at se dette første projekt realiseret. Det udtrykker i høj grad vores nordiske værdier med at sætte mennesket i centrum og skabe de bedste betingelser for at etablere fællesskaber mellem mennesker. Det er altid en særlig udfordring for højhuse, og med dette mixed-use-tårn i Antwerpen mener vi, at vi giver et godt bud på, hvordan det kan lade sig gøre, siger Lone Wiggers, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.
Lige nu arbejder C.F. Møller desuden på en transformation af den ikoniske lagerbygning Hangar 26/27, som også ligger i Antwerpen. Denne gamle historiske og ikoniske lagerbygning skal transformeres til et levende urbant hotspot.
Hangaren får bl.a. en knapt 10.000 kvadratmeter ny træfacade, og giver Antwerpens beboere et 8.000 kvadratmeter stor nyt rekreativt (aktivitetsskabende) trappeforløb, der binder strækningen langs floden Schelde sammen med den historiske Bonapartedok, hvor byens ikoniske kunstmuseum MAS ligger placeret.
Derudover arbejder tegnestuen på en revitalisering af et uddateret socialt boligkvarter i Oostende igennem innovativ og bæredygtig arkitektur. Denne byudviklingsplan revitaliserer området og skaber i stedet “De Niewve Stad” med 600 nye boliger, der består af en række lave og høje huse og en ny stor grøn park og en genåbnet å.
Dette vil forbedre livskvaliteten og skabe nye fælles rum for lejerne og de omkringliggende kvarterer og give denne nye “by i byen” en stærk og attraktiv identitet, der også kan tiltrække nye besøgende til bydelen.