Det er kun lidt over et år siden, at det nye joint venture kaldet Velkomn blev etableret med intentionen om at opbygge en milliardportefølje af primært rækkehusprojekter i en række større provinsbyer.
Nu har selskabet, der holder til i Cortex Park i Odense, købt sin første projektgrund i Haslev, hvor planen er at opføre 154 række- og gårdhavehuse på den grund, hvor det omfangsrige, indendørs kræmmermarked, Det Blå Marked, før lå.
Læs også: Næstveds nye vandland bliver et af Sjællands største
Direktør Peter Uldall Borch forventer, at projektet, der har fået navnet Lysholm Have, ikke bliver selskabets sidste projekt.
– Jeg kan godt love, at Haslev blot er den første i rækken af mange fremtidige projekter, og derfor er det også en stor fornøjelse endelig at kunne skrive under på grunden og dermed tage Velkomn ind i en ny fase af virksomhedens historie, siger Peter Uldall Borch, der som forhenværende direktør i HD Ejendomme har arbejdet med en portefølje på 7.000 lejeboliger, inden ejendomsselskabet i december 2020 blev solgt til svenske Heimstaden for 12,1 mia. kr.
Den helt rigtige grund
I 2023 stiftede han Velkomn sammen med den engelske kapitalfond Matter Real Estate. Sammen har de planer om at etablere og drive i første omgang 800-1.200 lejeboliger i en række større provinsbyer, mens den langsigtede plan er et langt højere antal.
Ifølge direktøren er grunden i Haslev et perfekt eksempel på de lokationer, Velkomn går efter.
– Siden Velkomn blev etableret sidste år, har vi arbejdet hårdt på at finde de helt rigtige grunde, som passer ind i vores mission om at tilbyde moderne boliger i attraktive og grønne områder tæt på større byer, arbejde, transportmuligheder, skoler, indkøb og hverdagens andre fornødenheder. Haslev passer perfekt på den beskrivelse og giver nem adgang til både Næstved, Køge, og Ringsted, ligesom E47 og den direkte togforbindelse er lige uden for døren, hvis man arbejder i hovedstaden, siger han.
Læs også: Maycon forkæler Sydsjælland med et ‘eldorado for elbilejere’
Velkomn har valgt at gå ind på lejeboligmarkedet, da flere og flere danskere vælger at bo til leje. I 2022 var over halvdelen af Danmarks boliger beboet af en lejer, og ifølge modelberegninger fra Nordicals Foresight vil der i perioden 2018-2040 blive brug for yderligere 232.000 lejeboliger i Danmark.
De 154 rækkehuse i Haslev forventes at stå indflytningsklar i 2025, og flere kan være på vej. Peter Uldall Borch fortæller nemlig, at Velkomn allerede har andre konkrete grunde i pipeline og derudover er på udkig efter flere.