Rådgivervirksomheden ARCnordic har overtaget det fulde ejerskab af arkitektfirmaet Tegnestuen Svalebæk, der i seneste regnskab landede et EBITDA på 1,5 mio. kroner, hvilket svarer gennemsnittet over de seneste fire regnskabsår.
Læs også: Frejas første bæredygtighedschef: I spidsen for grøn agenda
– Svalebæks medarbejdere har en teknisk viden om renoveringsarbejdet, som supplerer vores kompetencer fantastisk godt. Samtidig er de stærke på ejer- og andelsboligområdet, hvilket er et vigtigt fokusområde i vores strategi, siger direktør i ARCnordic, Peter Lindholm.
Menneskene betyder mest i en handel
Ejer Henrik Svalebæk stiftede virksomheden for 27 år siden, og han fortsætter som resten af medarbejderne i det nye set-up, ligesom eksisterende kunder og opgaver ikke vil blive påvirket af fusionen.
– Det er det rigtige for mig, og med ARCnordic som vores nye ‘hjem’ er vi endt det helt rigtige sted. Jeg har fra starten kunnet mærke på både Peter og Andreas (partnere i ARCnordic red.), at det vigtigste har været at få alle medarbejderne med. Nogen af os har jo været sammen i mange år, så det gør mig både tryg og glad, at mennesker ender med at betyde mest i en virksomhedshandel, siger han.
Læs også: Ny CFO/COO skal sikre SiteHub fortsat vækst
Tegnestuen Svalebæk fortsætter i en tid som selvstændig virksomhed, men det er meningen, at den relativt hurtigt integreres fuldt ud i ARCnordic.
Endelig klar til at steppe op
Når fusionen mellem de virksomheder formelt er gennemført, råder man over mere end 25 medarbejdere og forventer med fortsat vækst en omsætning i det kommende år på 25-30 mio. kroner.
I forvejen råder ARCnordic over arkitekter, certificerede ingeniører og brandspecialister, men med tilførslen af Svalebæk, har man nu også fire certificerede brandrådgivere.
Læs også: Tidligere energiminister træder ind i Freja Ejendommes bestyrelse
– Vi er selvfølgelig rigtig glade for at få en håndfuld dybt specialiserede bygningskonstruktører mere som kollegaer, men med nu i alt fire certificerede brandrådgivere i huset, er vi endelig klar til for alvor at steppe op på den front, siger Andreas Lindholm, der er partner og sidder med ansvaret for kunderelationer i ARCnordic:
– Vi ved markedet og efterspørgslen er der, for vi mærker den, og det er bare enormt befriende nu at vide, at vi kan løse alle opgaverne, tilføjer han.