Et forslag fra EU-Kommissionen lagde op til kun at anvende CE-mærket på byggevarer, men med vedtagelse af byggevareforordningen har Europa-Parlamentets nu slået fast, at f.eks. Svanemærket og andre Type I-miljømærker fortsat kan anvendes på byggevarer og i markedsføringen af disse – ligesom offentlige indkøbere kan stille krav om bl.a. svanemærkede byggematerialer.
Læs også: Svanemærkets nye krav – nu opføres det første byggeri
– Heldigvis blev flere danske medlemmer af Europa-Parlamentet opmærksomme på problemet og har været med til at sikre, at forslaget blev ændret. Det er vi naturligvis rigtig glade for, lyder det fra Martin Fabiansen, direktør for Miljømærkning Danmark.
– Det er nemlig helt afgørende for den grønne omstilling, at det er muligt og enkelt at vælge mere miljøvenlige produkter. Og vi oplever, at både byggegrossister, forhandlere, bygherrer og forbrugere efterspørger svanemærkede byggematerialer.
Læs også: 5-dobling af svanemærkede byggerier på 5 år
Miljømærkning Danmark, der er en selvstændig enhed hos Dansk Standard, har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans ift. de officielle miljømærker.
Incitament til at gå forrest
Også hos Dansk Erhverv modtages nyheden med glæde, for dermed kan producenter af byggematerialer fortsat opnå den konkurrencefordel, det kan give at blive certificeret med f.eks. Svanemærket – tilmed også det stærke incitament for at gå forrest i markedet og udvikle deres byggematerialer i en endnu grønnere retning, siger chefkonsulent Henrik Teglgaard Lund:
– Det betyder også meget for byggegrossisterne, at de fortsat har muligheder for at fremhæve byggematerialer, der er mere klima- og miljøvenlige. Svanemærket er i praksis det mest benyttede mærke på byggematerialer, der sælges i Danmark. Det er meget glædeligt, at det er lykkedes at bevare Svanemærket og andre lignende mærkningsordninger for byggematerialer.
Læs også: Bæredygtighedschef bliver en del af Byggeriets Kvalitetskontrol
I dag er der over 11.000 byggevarer på det nordiske marked, der bærer enten Svanemærket eller EU Ecolabel.