Materialegigants nye CEO skal skabe bæredygtig vækst

Bæredygtighed og cirkularitet bliver et fokuspunkt for Saint-Gobain Denmarks nye CEO, Mick Schou Rasmussen, der kommer med international ledelseserfaring fra byggebranchens sværvægtere.
Mick Schou Rasmussen er udpeget til at stå i spidsen for Saint-Gobains varemærker Gyproc, Isover og Weber. Han kommer med erfaring fra både Velux og Sweco.
Mick Schou Rasmussen er udpeget til at stå i spidsen for Saint-Gobains varemærker Gyproc, Isover og Weber. Han kommer med erfaring fra både Velux og Sweco.

Mick Schou Rasmussen har overtaget posten som CEO i en af verdens største byggematerialeproducenten, Saint-Gobain Denmark, efter franske Florent Pouzet, der har siddet på posten siden efteråret 2021. Den nye CEO bliver ligeledes en del af den nordiske ledelse i koncernen. Her skal han referere til Peter Møller, der sad i den danske CEO-stol frem til 2021, hvorefter han blev udnævnt til CEO for alle Saint-Gobains nordiske og baltiske aktiviteter.

Mick Schou Rasmussen er uddannet cand.merc. i Finance & International Business fra Aarhus Universitet. Han blev som blot 26-årig udnævnt som direktør for Velux i Rumænien, hvilket blev startskuddet til en 17 år lang karriere inden for strategi, ledelse og opbygning af nye forretningsenheder i ovenlyskoncernen, bl.a. som adm. direktør for Velux i Danmark, Storbritannien og Irland.

Læs også: Bearbejdet betonaffald skal erstatte sand i ny beton

I 2021 blev Mick Schou Rasmussen udnævnt som Executive Vice President for Swecos samlede arkitektforretning med ansvar for i alt 330 medarbejdere. Dermed har han tilbragt hele sin karriere med at skabe udviklingsmæssige resultater for sværvægter i byggebranchen.

Peter Møller, adm. direktør for Saint-Gobain i Norden og Baltikum, siger:

– Han har stor erfaring med ledelse, strategiske forandringsprocesser og opbygning af nye forretningsområder og partnerskaber for både producerende og rådgivende virksomheder i Danmark og internationalt.

Læs også: Saint-Gobain Gyproc lukker for produktionen i Kalundborg

– Han er med andre ord den helt rigtige til at sikre fortsat vækst for Saint-Gobain i Danmark på et marked i konstant forandring og med et stort fokus på den grønne omstilling.

CO2-neutral senest i 2050

Som CEO for Isover, Weber og Gyproc i Saint-Gobain Denmark skal Mick Schou Rasmussen videreføre en ambitiøs dagsorden og strategi, der dels handler om at kunne tilbyde de bedste produkter og løsninger og dels om omstillingen til mere bæredygtigt byggeri, herunder cirkulær produktion af nye byggematerialer.

Saint-Gobain har et overordnet mål om at være CO2-neutral på verdensplan senest i 2050, og at så stor en andel af råvarerne i produktionen som muligt er genbrugsmaterialer, og det er noget, man har arbejdet målrettet med i Danmark gennem flere år. Således er flere af koncernens danske fabrikker rollemodeller hos Saint-Gobain koncernens topledelse i Paris grundet f.eks. produktionseffektivitet og innovative modeller til at indsamle og genanvende byggeaffald i produktion af nye materialer.

Læs også: CO2-fri gipsplader: Ombygget fabrik sparer 23.000 tons CO2 – om året

– Bæredygtighed og cirkularitet er ikke noget, der sker i løbet af en nat; det kræver innovation og som oftest samarbejde med mange led i byggeriets værdikæde. Den rejse har Saint-Gobain Denmark været i gang med længe, og det arbejde er noget af det, jeg glæder mig meget til at være med til at bygge videre på, siger Mick Schou Rasmussen.

Saint-Gobain blev grundlagt i Frankrig i 1665 og har en omsætning på verdensplan på 51,2 mia. EUR (2022).

Relateret indhold